Arkiver

Content PartnereE-handelFintechNyheder

Derfor er det så trægt at disrupte finansindustrien

Det er notorisk svært at få lov at drive en innovativ virksomhed inden for den regulerede del af finansindustrien. Alt skal godkendes af Finanstilsynet og det er en langsommelig og bureaukratisk proces, som kan tage pippet fra selv den mest passionerede iværksætter.

Det har Claus Christensen, CEO i Clearhaus oplevet på egen krop da han i 2011 -længe før fintech-bølgen for alvor begyndte at rulle, var med til at starte betalingskortindløseren, Clearhaus.

“Fintech er helt omvendt af, hvordan startupmiljøet typisk tænker. Her bygger man sin kerneforretningen og lærer og udvikler sig hen af vejen. I reguleret fintech skal man være fuldt etableret og have styr på sine systemer og forretningsgange, før man kan gøre noget som helst,” forklarer han.

Claus Christensen oplevede, at man som fintech-startup nærmest skulle stå med et fuldstændig færdigt produkt, før man kan lancere på markedet.

“Det er en lang proces at etablere en fintechvirksomhed, for det kræver, man har helt styr på sine systemer og forretningsgange, inden man ansøger om godkendelse hos Finanstilsynet,” fortæller han.

Synergi med etablerede virksomheder letter processen

Partner i advokatfirmaet Camphausen|Co, Michael Camphausen rådgiver til dagligt fintech startups omkring deres tilgang til den finansielle regulering og Finanstilsynet. Han ser optimistisk på udviklingen og accepten af fintech-virksomheder i det etablerede miljø.

“Finansindustrien er ikke længere berøringsangst over for fintech. Tværtimod ser vi nu, at finanssektoren er ivrig efter at samarbejde med fintech virksomhederne. Omvendt ser fintech-startups også nødvendigheden af at samarbejde med de etablerede finansielle spillere.”

Selvom den traditionelle finansindustri har fået øjnene op for fintech-virksomhedernes positive indvirkning på sektoren, så mangler han dog stadig at se en reel ændring i de regulatoriske rammer på området.

“Nu er det så den finansielle regulerings tur til at tilpasse sig fintech-virkeligheden. Vi skal have tilpasset de regulatoriske rammer for de nye fintech-tiltag, så lovgivningen ikke blive en unødig hindring eller ligefrem en showstopper for de mange innovative fintech-startups,” forklarer han og uddyber:

“Den finansielle regulering skal naturligvis ikke slippes helt fri. Der er alt andet lige visse grundlæggende beskyttelseshensyn til kunderne med flere, som skal iagttages i et tilstrækkeligt omfang. Der er også nødvendigt med såkaldt ‘level playing field’ for alle leverandører af samme ydelser og services, uanset om de er gamle spillere eller nye startups.”

Michael Camphausen understreger, at dette dog ikke skal forhindre en modernisering af den finansielle regulering, så den bliver mere tidssvarende og tænker digitaliseringen og nye forretningsmodeller ind i de regulatoriske rammer for finansielle aktiviteter og for Finanstilsynets håndtering af de nye fintech-startups.

Skriv et svar