Robotter overtager revisorrollen

Før i tiden tænkte man på optimeringrobotter, som de der store mekaniske monstre, strategisk placeret i fabrikshaller rundt om i landet. Men nu møver de sig også ind på bogholdernes og revisorernes område.

Det er startuppet Dinero, med Martin Thorborg i spidsen, der står bag den nye service, der ved hjælp af kunstig intelligens og automatisering overtager en lang række af de opgaver, der før ellers gik til en revisor, hvis man ville være sikker på sit regnskab.

“Førhen var en bogholder eller en revisor et absolut must for stort set alle små virksomheder og iværksættere, som ville udfylde sit årsregnskab fejlfrit. Men det har vores nye automatiserede service ændret, for Dineros system kan med få oplysninger fra vores kunder udarbejde årsregnskabet samt tallene til selvangivelsen,” siger Martin Thorborg og fortsætter:

“Den service vi nu lancerer, vil få betydning for såvel bogholdere og revisorer, fordi vi med kunstig intelligens og automatisering, bevæger os ind på et område, hvor de traditionelt har været eksperterne.”

Hos Dinero mener de i det hele taget, at automatiseringen og digitaliseringen er en støt stigende trend. Og altså ikke kun i industriens verden, men den har nu også bevæget sig ind på kontorerne.

“Stille og roligt ser vi, hvordan teknologierne kommer ind og bliver brugt til at skabe disruption i alle typer brancher. Hvor maskinerne tidligere udelukkende overtog diverse opgaver fra de manuelle arbejdere, så er det i dag i høj grad vidensarbejderne, som står for skud. Alt hvad der kan automatiseres, bliver det også og efterhånden, som der kommer mere og mere kunstig intelligens, er der også endnu flere avancerede opgaver, der kan løses nemmere, hurtigere og billigere,” siger Martin Thorborg.

Martin Thorborg mener ikke, at udviklingen kan stoppes eller afledes. Han mener tværtimod, at revisorerne bør fokusere på at efteruddanne og opkvalificere sig, for på den måde at gøre sig selv uundværlige igen.

“Det er klart, at bogholderen og revisorens “low-level”-opgaver såsom at bogføre og lave årsregnskaber for mindre virksomheder synger på sidste vers. Derfor er det også så meget desto vigtigere og samtidig min forhåbning, at de formår at opkvalificere sig. Det kunne være i forhold til rådgivningen på nye områder, som skatteområdet, eller i arbejdet med de større kunder, som stadigvæk har behov for ekspertise og rådgivning på et højt niveau,” siger han.

Læs også

Top