SHUTE: Smarte sensorer, der kan sidde i alt fra beton til blodbaner

SHUTE, DTU, optiske sensorer

Et speciale på DTU greb om sig for to unge iværksættere, der er med til at udbrede optiske sensorer af plast til virkelighedens marked uden for universitet. Målet er at få dem implementeret i alt lige fra jord og beton til vindmøller og menneskekroppen.

I over ti år havde de rodet med optiske fibersensorer på DTU Photonics. Andre havde også set det smarte i de små, fleksible sensorer, som kan måle temperatur, stræk, fugt og belastning, men på DTU var de bare rigtig, rigtig gode til det. Derfor tog de patent på at lave sensorerne i plast. Mange af disse patenter får kun et liv på universiteterne, hvor de længe kan ligge hengemt. Men Lasse Emil Johnson og hans tidligere specialemakker, nu kollega, Michael Ølund dedikerede deres speciale til at få sensorerne fra universitets lokalerne ud på virkelighedens marked.

I forbindelse med deres speciale arbejdede de begge for en virksomhed under opstart; SHUTE. Det var på det tidspunkt ikke meget mere end de tre oprindelige stiftere og et CVR-nummer, og de to specialestuderende brugte virksomheden som case. I dag er de begge en del af den, hvor SHUTE nu er lig med udbredelsen af optiske fibersensorer af polymer. De kan monitorere stræk, fugt og temperatur i realtid, og det er der et marked for.

”Vi hjælper entreprenører med at opdage restfugt og hvordan temperaturer opfører sig i for eksempel betonstøbninger. Konkret giver det en risikominimering, en tidsbesparelse og en ressourcebesparelse, som har en god effekt på miljø, klima og ressourcer,” fortæller Lasse Emil Johnson, som er teknisk forretningsudvikler i SHUTE.

Fra fisk i Norge til beton i Danmark

Den klimavinkel på teknologien fik Climate-KIC til at slå forbi SHUTE. De tilbød drengene at blive en del af deres Accelerator Programme, men dengang havde SHUTE dog et lidt andet fremtidsperspektiv med fokus på off shore fiskeopdræt i Norge.

”Vi købte flybilletter og tog til Norge og fandt ud af, at der ikke var noget der for os. Vi drejede om på hælene og måtte se os om efter noget andet. Vi lagde kortene på bordet for Climate-KIC, og heldigvis kunne de stadig se en grøn profil hos os med den effekt monitoreringen har,” siger Lasse Emil Johnson.

Selvfølgelig kan det også hjælpe virksomheder med at tjene nogle kroner og spare nogle ører, men det grønne aftryk er en ekstra ting ved brugen af sensorerne som især Lasse Emil Johnson finder interessant.

”Det er jo ekstra fedt, hvis det er noget, man kan sigte efter. Det er super fint, at man kan se det spiller ind i et større billede. Vi kan desværre ikke redde menneskeliv med vores sensorer endnu, men når det handler om mere end bare at hjælpe en virksomhed med at tjene penge, så synes jeg, det er sjovt,” siger han.

SHUTE vil erobre flere industrier

Men en dag vil de måske kunne redde menneskeliv med deres teknologi. SHUTE vil gerne udbrede deres forretning til flere industrier og en af dem er medicinalindustrien.

”Vores sensorer er biokompatible, de afgiver ingen stoffer til blodet, så i princippet kan de lægges ind i menneskekroppen. Vi kan få dem til at reagere på for eksempel ændringer i pH-værdier eller bestemte stoffer i blodet eller kroppen, og de kan faktisk måle meget lokalt,” fortæller Lasse Emil Johnson.

I dag sidder SHUTE på Scion DTU. Efter Lasse og Michael afleverede deres speciale fik de ud over en pose penge fra Climate-KIC også løn fra Iværksætterpilotordningen, så de kunne dedikere sig SHUTE og sensorerne fuldtid.

”Det var jo sjovt og spændende fra start af. Det her med at man under sit speciale kan se, at det kan lade sig gøre at starte noget op og kunne tage noget højteknologisk i et tidligt stadie, som kun eksisterer i et universitets univers, og få det kommercialiseret. Vi er stadig kun i stage one i Climate-KIC, men vi har klart fået blod på tanden,” siger Lasse Emil Johnson.

Skrevet af

Læs også

Top