Arkiver

Content PartnereHardwareNyhederSustainable Tech

Space Invader indtager verden en pallefyldt lastbil ad gangen

Hvis vi kan få udnyttet spildpladsen i transportsektoren, er der både fordele for økonomien og miljøet at hente. Det potentiale så Jesper Rølund, som stiftede Space Invader; et pallestativ af aluminium, der skaber en helt ny måde at stable gods på.

De bliver fragtet rundt i verden dag ud og dag ind. De optager plads på lagere, i butikker og i biler. 550 millioner af dem. Flade trækonstruktioner, der gør det nemmere at fragte og stable varer. Paller; udover at blive brugt til moderne sengerammer er der ikke meget sexet at sige om dem. Men en dansk gut så potentialet i dem, og det blev starten på firmaet Space Invader.

Space Invader er et foretagende, der har udviklet et pallestativ i aluminium, der kan sættes ind fra hver sige i en europalle. På den måde bliver rigtig meget spildplads udnyttet, og det er både godt for økonomien og miljøet, fortæller Steen Frederiksen, partner i Space Invader.

”Det smukke er, at her er der en én til én relation mellem økonomi og miljø, som vi kan udnytte. Hvis vi formår at få mere gods i bilerne på vejene, vil det have en effekt på CO2-aftrykket fra transportsektoren, fordi vi reelt kan flytte lastbiler væk fra vejene,” fortæller han.

Et startup med grønne værdier

Den grønne vinkel har været en drivende kraft for firmaet lige fra start.

”En af baggrundene for at gå i gang med det her var, at vi er med til at hjælpe verden. Man behøver ikke at lave de store investeringer, det virker med det samme, fordi det er så enkelt,” siger Steen Frederiksen.

Ideen til at se på paller og pladsen i lastbiler kom dog ikke ud af det blå. Den norske fødevaregrossist Asko havde brug for at vinde plads i deres biler i dagligvarehandlen og få optimeret deres transport. Jesper Rølund, idémanden bag Space Invader, havde en svoger, der var logistikchef hos Asko og over en familiefrokost, sagde han, at det da var et problem, Jesper burde kunne fikse. Han var jo både arkitekt og karosserismed! Jesper tog udfordringen op og begyndte at tegne og grave.

Space Invader, Pallestativ
Sådan ser prototypen på Space Invader pallestativet ud.

Han opdagede, at her stod han med et anerkendt behov i markedet, og han havde det produkt, de manglede. Derfor tog han patent på det og formede selskabet Space Invader. De blev inviteret til Danish Tech Challenge og tingene begyndte at rulle. Steen Frederiksen og en tredjemand kom ind over, der blev oprettet et advisory board, og der blev skudt penge i pallestativerne af forskellige fonde. Derudover besøgte Jesper Rølund og Steen Frederiksen Climate-KIC, for at se om deres Accelerator programme passede til deres grønne profil. Det var et match.

”Det, der gør Climate-KIC interessant, er, at de kan hjælpe os med at skabe beregningsgrundlaget, som kan vise, hvad produktet reelt set har af effekt. De kan hjælpe os med faktuel viden, med at lede os frem til de rette ressourcer på miljøsiden og hjælpe os på markedssiden. Desuden er Climate-KIC internationalt baseret, og det kan hjælpe os ud i Europa,” siger Steen Frederiksen.

Space Invader har globale ambitioner

Lige nu er Space Invader nemlig ved at teste deres prototyper af herhjemme i dagligvarehandlen med fire store potentielle kunder. Men fremadrettet vil firmaet gerne slå sig op internationalt, og de har da også patenteret Space Invader-stativerne i Kina, USA, Europa og Euroasien.

”Vi har et forfængeligt håb om, at det her kan blive en double stacking standard, for så har vi pludselig et globalt potentiale. Lige nu koncentrerer vi os om at få produktet fuldt på plads op til sommeren, men vi ser ekstra potentialer i selve produktet, som gør det ekstra interessant,” siger Steen Frederiksen.

Skriv et svar