Zendesk og Be My Eyes i nyt partnerskab

Trendsonline Zendesk

Af Sissel Stengaard

To virksomheder med danske rødder lancerer partnerskab for at støtte socialt bevidste iværksættervirksomheder. Partnerskabet skal gøre det lettere for frivillige at hjælpe andre gennem teknologi.

Be My Eyes lancerede sidste år en mobil-app, der giver svagtseende mulighed for at komme i kontakt med en seende hjælper via et direkte videoopkald. Appen har forbundet mere end 26.000 blinde med mere end 350.000 seende i mere end 140 lande.

Mikkel Svane, grundlægger og CEO hos Zendesk, forklarer, at der er en ny tendens på vej i iværksætterverdenen:

“Be My Eyes repræsenterer en ny generation af iværksættervirksomheder, hvor social ansvarlighed fra start er kernen i virksomheden. Vi vil dele vores ressourcer og erfaringer, så endnu flere socialt bevidste iværksættere verden over kan mobilisere folk til at hjælpe andre gennem teknologi og en ny forretningsmodel.”

Sparring skal gøre verden mere tilgængelig

Zendesk, der er grundlagt i Danmark i 2007, leverer til dagligt kundeserviceplatforme til mere end 69.000 betalende kunder og tilbyder services på mere end 40 sprog. Det nye partnerskab er en del af Zendesk Loves Startups-programmet, der giver kvalificerede iværksættervirksomheder gratis Zendesk-software i et år.

Zendesks medstiftere Mikkel Svane, Morten Primdahl og Alexander Aghassipour har sammen med Adrian McDermott, Zendesks Senior Vice President for produktudvikling, forpligtet sig til en-til-en sparring med Be My Eyes.

Udover et års gratis Zendesk-software vil Be My Eyes’ crowdsourching-model også blive integreret i Zendesks kundeserviceplatform.

“Vores partnerskab med Zendesk kan hjælpe os med at udvikle vores mission om at gøre verden mere tilgængelig. Vi vil samarbejde om at forbedre brugeroplevelsen og produktfunktionerne, så endnu flere kan hjælpe andre gennem teknologi.” siger Christian Erfurt, CEO for Be My Eyes.

Læs også

Top