Charii: Velgørenhed for virksomheder skal ikke være så svært

Trendsonline Charii team

I august 2015 så startuppet Charii dagens lys. Formålet med startuppet er at gøre velgørenhed mere fleksibelt og mere sjovt. I dag har startuppet 1500 private velgørere og 21 tilknyttede velgørende organisationer på platformen og nu er de klar til at dreje sig ind på B2B-markedet.

Daniel Bach er CEO og idemanden bag Charii. Ved siden af startuppet driver han sin egen virksomhed, webbureauet bubblemedia og kontorfællesskabet bubblelabs i Horsens. Han og partneren fra Bubblemedia, Kevin Refvik startede Charii i august 2015. Sammen med COO, Thomas Jacobsen driver de Charii, som skal introducere danskerne til ‘New Charity’

Tal fra Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO  viser at 82% af danskerne bruger op til 500 kroner på velgørenhed hvert år. Charii gør det nemmere og mere fleksibelt at donere til velgørende formål ved at stille deres tosidede platform til rådighed for de tilknyttede organisationer. Organisationerne vælger om de vil have en generel tilstedeværelse på platformen, så man kan donere til organisationen, som hele. Alternativt kan organisationerne køre en kampagne til et specifikt formål.

“Det kan være en aktuel krise, som situationen i Syrien for øjeblikket. -Eller vi kan lave en kampagne, hvor du kan støtte dit yndlingsdyr, om det så er pandaen, elefanten eller jaguaren,” forklarer Thomas Jacobsen.

På forbrugersiden giver Charii mulighed for at donere lige nøjagtigt, som det passer for den enkelte. Det kan være et engangsbeløb til Syriens børn eller en fast donation til Unicef. Som en af de unikke punkter tilbyder Charii at virksomheder og private kan skræddersy deres velgørenhedabonnementer. Det vil sige at man eksempelvis kan give en femmer til Natteravnene, en tyver til Verdens Skove og 50 kroner til Make-a-wish Ønskefonden. Derudover har platformen ikke noget minimumskrav. Hvis eksempelvis en studerende gerne vil donere en femmer, så er det ikke noget problem.

“Danskerne bliver bombarderet med reklamer – og velgørenhed. Vi gør det mere fleksibelt og sjovere at støtte velgørenhed – ét sted. Der er derfor bestemt en convenience-faktor i det,” uddyber Thomas Jacobsen og fortsætter:

“Samtidig tager vi også fat på spørgsmålet omkring transparens. En indsamling hos os konverteres til en blog, når målet er nået. Her kan man følge sin donations medvirken til resultater. Din femmer forsvinder således ikke bare ud ad døren i en raslebøsse – den kan rent faktisk følges.”

Charii tjener ved at tage et cut på cirka 8% af de donationer organisationerne modtager gennem platformen.

Velgørenhed skal ind i forretningsplanerne

Netop fleksibiliteten vil startuppet gerne introducere for erhvervslivet. Nærmere bestemt de små og mellemstore virksomheder og kollegerne i startupmiljøet.

“Vores vision er at få velgørenhed med ind i forretningsplanerne fra dag ét lige såvel som et regnskabsprogram eller en Facebook-side. Vi gør det muligt for selv en helt nystartet virksomhed at have en CSR-strategi [corporate social responsability, red.], fordi vi har sænket beløbs-grænserne, og fordi det nu er blevet 100% fleksibelt og uforpligtende,” argumenterer Thomas Jacobsen.

Han forklarer, at det kun behøver at koste en nystartet virksomhed 50 eller 100 kroner om måneden. For det beløb kan virksomheden med god samvittighed markedsføre sig som en samfundsbevidst, grøn og samvittighedsfuld virksomhed på samme måde, som vi kender det fra de store internationale korporationer.

“Det tager ikke længere tid at oprette virksomhedens velgørenhedsprofil hos os, end det tager at oprette en Facebook-side. Hertil kan virksomhederne spørge sig selv, om de helst kun vil findes på varierende kundeudtalelser i Google, eller om det er mere spændende at rangere højt med en velgørenhedsprofil,” siger Thomas Jacobsen.

“Vi samler organisationerne og velgørenheden ét sted og har fokus på gennemsigtighed, convenience og oplevelse. På den måde skiller vi os ud fra de andre spillere på markedet,” mener Thomas Jacobsen.

Du kan få en introduktion til Chariis koncept i videoen her:

Læs også

Top