Danske forskere nomineret til opfindernes Oscar

forskning

Et hold af danske forskere er nomineret til en såkaldt EPO, forskerverdens svar på en Oscar-award. Prisen bliver uddelt i Lissabon til Juni.

De fire danske forskere, Tue Johannessen, Ulrich Quaade, Claus Hviid Christensen og Jens Kehlet Nørskov,  er nomineret for deres teknologi til begrænsning af NOx-gasser i bilers udstødning. De har nemlig fundet en måde at lagre ammoniak i fast form. Det betyder at teknologien kan mindske forureningen fra dieselbiler. Teknologien får også motoren til at køre mere optimalt, fortæller Tue Johannessen, hvilket igen sænker CO2-udledningen fra udstødningen.

Det er godt nok ikke første gang, at nogen har udviklet teknologi til at begrænse de skadelige NOx-gasser, men den eksisterende teknologi fungerer kun, når motoren er 200 grader varm, og det begrænser effekten til motorvejskørsel eller længere køreture. Denne nye teknologi virker uafhængigt af temperaturen i motoren og kan derfor potentielt gøre en stor forskel for den samlede udledning af skadelige stoffer fra udstødningsgasser.

Det danske forskerholds opfindelse er en vigtig udvikling for at reducere forureningen fra dieselbiler og er lovende i forhold til andre miljøvenlige applikationer, siger Benoit Battistelli, formanden for EPO, og fortsætter:

“På et tidspunkt, hvor meget opmærksomhed går på at reducere emissioner, har dette hold påvist, at menneskeheden kan overvinde nogle af sine største udfordringer gennem innovation.”

Om de vinder prisen, må tiden vise. Prisen uddeles ved European Inventor Awards 2016 i Juni.

Top