Teorien om computerspil er 15 millioner kroner værd

ITU, Advanced Grant, Computerspil

Et af Europas mest prestigefyldte forskningslegater, Advanced Grant, er blevet givet til lektor Espen Aarseth på IT-univesitet i København. Han forsker i computerspil, og de næste fem år vil han analysere computerspillenes påvirkning på os.

Der bliver stillet skarpt på VM i Counter strike, i Asien er professionelle Pokemón- og WoW-spillere superstjerner på linje med fodboldspillere i Europa, og eSport er blevet så stort, at idrætsklubber nu etablerer afdelinger for computerspil.

Gaming er hot. Så hot at Det Europæiske Forskningsråd har givet 15 millioner til dansk computerspilsforskning med legatet Advanced Grant.

Forskningsprojektet har titlen Making Sense of Games, og det er netop hvad formålet er – at forstå computerspil og deres stigende betydning for vores kultur og samfund. Over de næste fem år skal lektor på Københavns Universitet Espen Aarseth skabe en teoretisk platform for at arbejde med såvel digitale som analoge spil.

”Ligesom når vi analyserer litteratur og film, har vi brug for nogle analysemodeller til spil. Vi vil udvikle og kvalitetssikre nogle grundlæggende begreber for spilanalyse, som kan bruges både i forskningen og i for eksempel skoleundervisning. I dag findes der ingen store, gennemgribende teorier, der trækker på en kombination af forskellige tilgange og discipliner,” siger han i en pressemeddelelse.

Teorien skal hjælpe os med at forstå computerspil

Espen Aarseth kalder det en stor anerkendelse af spil som forskningsfelt og Danmarks rolle i udviklingen af dette. Espen Aarseth var i 2003 med til at grundlægge Center for Computer Games Research på IT-Universitetet.

Det teoretiske værktøj vil kunne bruges til at besvare nogle af spørgsmålene, der rejser sig, når vi taler om, hvordan computerspil påvirker mennesker.

”Vores diskussioner omkring afhængighed og voldspåvirkning har været præget af en manglende forståelse for, hvordan computerspil fungerer. Derfor er vores mål også at udarbejde begreber, der kan gøre det nemmere for eksempelvis psykologer at vurdere effekten af spillene på børn og unge. Vores opgave som spilforskere er at gøre fænomenet forståeligt og måske også mere ufarligt, så bekymringerne bliver mindre, og vi forstår spillenes betydning på godt og ondt,” siger han.

Skrevet af

Læs også

Top