Arkiver

HardwareNyhederUngt Tech

Startuppet Octlight: “Netværk er essentielt for en virksomhed som vores”

Skylab essentielt Trendsonline

Det danske startup Octlight har stærke rødder i DTU-miljøet, og for dem er det vigtigt at fastholde tilknytningen til stedet. Særligt netværket omkring forskerparken Scion DTU betyder meget for startuppet.

Octlight er i fuld sving med at udvikle en laser-scanner, der hurtigt og præcist kan diagnosticere øjensygdomme. Teknologien baserer sig på laser, der kan give et detaljeret 3D-billede af øjet. På den måde vil enhver praktiserende læge kunne scanne deres patienters øjne, og behandlingen vil kunne starte langt tidligere end det er tilfældet i dag.

“Vores produkt kan potentielt give læger og andet sundhedsfagligt personale mulighed for at diagnosticere langt tidligere end i dag. Det er nemt at bruge og giver hurtigt resultat,” forklarer CEO i Octlight, Thor Ansbæk.

Startup virksomheden er udsprunget fra DTU, og holdet bag Octlight har deltaget i Danish Tech Challenge i 2014. Umiddelbart efter deltagelsen fik de en investering, der tillod dem at fortsætte udviklingen af deres laser-teknologi.

Essentielt at være en del af forskerparken Scion DTU

Da teamet bag Octlight skulle finde ud af, hvor de skulle have kontorplads, var beslutningen lige til. De ønskede at fastholde deres stærke tilknytning til DTU, forskerne, laboratorierne og ikke mindst de virksomheder, som de gennem flere år har sparret med – så det naturlige valg var forskerparken Scion DTU.

“Det er helt essentielt for en virksomhed som vores at være en del af sådan et miljø, som det der er herude i forskerparken. Vi bruger netværket rigtig meget – både fagligt og personligt. Det betyder meget, at vi kan sparre med andre, der er i samme situation som os,” siger Thor Ansbæk og uddyber:

“Vi bruger det eksempelvis til at tale med andre om offentlige fonde, støtteordninger, ansøgninger og generelt om de udfordringer, vi løber ind i.”

Startuppet er for nylig blevet en del af Smart Innovation, der giver små og mellemstore virksomheder mulighed for at deltage i et forløb, der skal skabe vækst – både for den enkelte virksomhed og for Region Hovedstaden som helhed. Alle deltagere i Smart Innovation får adgang til 400 videntimer, hvor de for eksempel kan få sparring med DTU-Forskere med ekspertise i præcis den type produktudvikling, som den enkelte virksomhed arbejder med. Derudover får deltagerne 45 timers forretningsrådgivning og 100 faciliteringstimer fra Scion DTU.

Gennem Smart Innovation er Octlight blevet tilknyttet en forsker fra DTU Elektro, der skal hjælpe dem med at teste produktet og udvikle et nyt komponent. Derudover får Octlight målrettet støtte til forretningsudvikling.

“Udover netværket og de profesionelle relationer er prototypeværkstedet, som vi har adgang til herude, super vigtigt for os,” afslutter Thor Ansbæk.

Læs også: Scion DTU: 80% af vores virksomheder vokser

Skriv et svar