Arkiver

MedtechNyhederRobot

Robot spin-out fra IT-Universitet skal revolutionere laboratoriearbejde

Robotter har de seneste år været med til at ændre vores hverdag, og ikke mindst vores arbejdsgange. Nu skal en ny og brugervenlig robot optimere arbejdsgangene på landets laboratorier.

Den nye robot er en væskehåndteringsrobot, der er udviklet af forskere på IT-Universitet i København. Den skal gøre det let at automatisere kedsommelige og fysisk belastende opgaver.

Robotten skal løse pipetteringsopgaver i eksempelvis medicinalindustrien. Den skal gøre det hurtigere og mere fleksibelt end allerede eksisterende robotter på markedet.

Flow Robotics 1

Systemerne skal gøres mere menneskevenlige

”De robotter, der bliver brugt til pipettering i dag, er både dyre og svære at bruge. Det nye ved denne robot er, at vi i meget høj grad satser på brugervenlighed. Der har været en teknologisk udvikling, som gør, at vi nu kan lave systemerne meget mere menneskevenlige, end de før har været,” siger ITU forsker Kasper Støy og fortsætter:

”Vores vision er, at robotterne skal kunne samarbejde med mennesker og ikke bare automatisere processer. Man kan sammenligne det med skiftet fra DOS til Windows i computerverdenen – fra at det kun var eksperter, der kunne bruge computere, blev det nemt for almindelige mennesker at lave komplicerede ting. Det er dét, vi gerne vil sætte i gang ude i laboratorierne.”

Kasper Støy er ikke ny mand på markedet for robotter. I 2005 var han med til at udvikle konceptet for Universal Robots, der i 2015 blev solgt til det amerikanske Teradyne for 1,9 milliarder kroner. Denne gang har han fået selskab af Andres Faiña, der også er forsker på IT-Universitet. De har sammen udviklet teknologien til robotten.

Samarbejde fører til etablering af ny virksomhed

Det er ikke kun en ny robot, der ser dagens lys. I forbindelse med arbejdet med robotten er spin-out virksomheden Flow Robotics blevet etableret. De har netop modtaget en samlet investering på godt 2.000.000 kroner fra en kreds af investorer. En af disse investorer er ITU Business Development, der har kastet deres hidtil største investering efter projektet. ITU Business Development skal i opstartsfasen fungere som medejer og samarbejdspartner for Flow Robotics. Direktør Kristine Helen Falgren siger til samarbejde:

”Kasper Støy har erfaring fra en anden succesfuld spin-out virksomhed, en klar vision med sit selskab, og et godt team omkring sig. Samtidig viser alle nyeste rapporter, at der er et hul på markedet. Mange virksomheder vil kunne automatisere mange flere processer ved hjælp af robotter, så markedspotentialet er stort,” siger hun.

Næste skridt i roboteventyret er, at robotten skal færdigudvikles og patenteres.

Skriv et svar