Arkiver

Content PartnereE-handelFintechNyhederSponsoreret indhold

Opbrud i betalingsbranchen: Kan startups vælte Nets af tronen?

I årtier har Nets og Visa kørt parløb, og deres plastikkort har nærmest fået monopol på betalinger i Danmark. Men de seneste år har en håndfuld nye virksomheder med ny teknologi forsøgt at vende op og ned på det billede.

I 1988 kom Visa/Dankortet på markedet. Siden er det co-brandede kreditkort i så høj grad blevet allemandseje, at det bliver kørt igennem mere end en milliard gange om året. Men det mangeårige makkerskab mellem Nets og Visa slutter, når Dankortet skal over på smartphonen. Her har Nets nemlig valgt at satse på japanske JCB som leverandør.

“Vi er meget glade for dette banebrydende partnerskab med JCB, som giver Dankort stærke kort på hånden mange år fremover,” siger Senior Vice President og ansvarlig for Dankort i Nets, Jeppe Juul-Andersen, som satser på at have en mobilversion af Dankortet klar i efteråret 2016, i en pressemeddelelse.

Selvom Nets fortsætter samarbejdet med Visa på plastikkort, bliver det af flere eksperter tolket som en skilsmisse mellem Visa og Nets. Spørgsmålet er, om skilsmissen mellem Nets og Visa varsler et tronskifte?

Konstant opbrud i betalingsbranchen

Dankortet har i mange år været det eneste reelle alternativ til kontanter, når varerne skal betales i supermarkederne. Men det har MobilePay og Swipp med deres indtog i supermarkeder landet over lavet om på.

Alligevel mener Henning N. Jensen, som er seniorpartner i konsulentfirmaet PlusCon, ikke, at Nets’ position er truet.

”Der er et opbrud i betalingsbranchen, men det har der været i mange år. Det har bare fået pressens interesse nu. Konkurrencen er ikke større, end den altid har været,” mener Henning N. Jensen, som tidligere har været chef i Nets og var med til at søsætte Dankortet.

Han mener, at Dankortet har så stærk en position herhjemme, at det er stort set umuligt at udfordre. Selvom Mobilepay efter 3 år i markedet står for knap 7% af alle dankorttranskationer, anser Henning ikke virksomheden som en udfordrer til Nets.

”Mobilepay er i høj grad person-til-person, og har ikke haft den store succes i butikkerne. Så de udfordrer ikke Nets marked, men er modsat i høj grad afhængig af Dankortet,” mener Henning N. Jensen.

”Konkurrencen vil også fremadrettet forsætte med at være stor. Der kommer nye fintech-virksomheder til, som vil tage et hjørne her og der og tage noget af væksten, som Nets ellers kunne have fået. Men det bliver ikke egentlig konkurrence med så stor en virksomhed som Nets,” vurderer han.

Kun hvis man kan udfordrer Dankortet, hjørnestenen i Nets’ succes, på pris eller leverer en bedre oplevelse, har man en chance.

”Jeg har i min tid set Dankortet aflivet ved ufatteligt mange lejligheder, men det er altid bare blevet stærkere. Den virkelige trussel er, at Dankortet ikke bliver fornyet. Så vil vi se et produkt, der langsomt falder,” siger Henning N. Jensen.

Anderledes ser Jan Damsgaard, som er professor på CBS og ekspert i digitale betalinger, på det.

Betalinger er med al sandsynlighed ikke et ‘winner takes all-marked’, der er plads til flere spillere, har Jan Damsgaard tidligere vurderet.

Selv med Dankortet som modstander, har flere nye virksomheder da også taget udfordringen op.

Startup kaprer markedsandele udenom Dankortet

Nets er fortsat dominerende og har vækst på det danske marked. Men indløseren Clearhaus har på bare ét år formået at kapre 15% af de danske internetbutikker – uden at kunne tilbyde indløsning af det rene Dankort.

”Vi tror ikke på, at Dankortet forsvinder eller bliver mindre foretrukket i Danmark. Men vi ser dog en stor stigning i brugen af internationale betalingskort, der i 2015 voksede med 28 pct., hvor Dankortet kun voksede med 9 pct.” siger Claus Christensen, CEO i Clearhaus.

Der er dog en mulighed for, at Clearhaus såvel som en lang række andre indløsere inden længe kommer til at kunne indløse Dankortet. EU har i slutningen af 2015 vedtaget PSD2-direktivet, som har til formål at skabe et mere samlet og integreret Europa i forhold til betalingskort, internettet og online betaling.

”Det nye direktiv åbner op for adgangen til kortbaserede betalingssystemer, herunder Dankortet. Betalingsdirektivet kan altså muligvis åbne op for, at flere aktører får mulighed for at indløse Dankort, hvilken kan skabe et mere effektivt prispres på dankortgebyrerne på onlinehandlen,” siger Camilla Uldahl, Communications Manager i Clearhaus

Bliver den nye adgang til betalingssystemer en realitet, betyder det sandsynligvis mere åben konkurrence imellem indløserne.

”Uden for Danmark er det ikke monopol-statusser, der dominerer branchen, men nærmere hvem der kan levere konkurrencedygtige priser og et højt serviceniveau,” siger Camilla Uldahl.

Derfor har Clearhaus også fra start differentieret sig fra konkurrenten Nets ved at satse anderledes rent teknologisk.

”Hos Clearhaus er vi en ren online virksomhed, hvor alle ansøgninger foregår digitalt. Det betyder, at vi kan behandle kundernes indløsningsaftaler hurtigt, så onlineforretningerne hurtigt kan komme i gang med at håndtere betalinger. Samtidig arbejder vi med behov rundt omkring indløsning i form af support, gateways og intelligente løsninger,” siger Camilla Uldahl fra Clearhaus, som i år har investeret i Paylike og EPG for netop at udbygge tilbuddene til kunderne.

”Markedet og kulturen har ændret sig, og medført at online virksomheder er åbne over for nye muligheder, hvor ikke kun prisparametre har indflydelse på et samarbejde mellem forhandlere og indløser,” vurderer Camilla Uldahl.

EU-landene har to år til at implementere det nye PSD2-direktiv. Hvordan det reelt kommer til at påvirke konkurrencesituationen, kan kun tiden vise.

Skriv et svar