SE Vækstpulje investerer i app mod modermærkekræft

SkinScan

Modermærkekræft er en af de hurtigst voksende kræftsygdomme herhjemme og i flere lande verden over. Teleskin har lavet et værktøj, der gør det nemt at holde øje med sine modermærker. En investering på 250.000 fra SE Vækstpulje skal udvide deres specialistteam.

TeleSkin er en innovativ, vidensbaseret start-up virksomhed med hjemsted i Esbjerg. De udvikler high-tech mobile løsninger og softwareløsninger til analyse af modermærker og andre forandringer i huden. De har udviklet appen skinscan, der skal hjælpe den enkelte med at holde øje med sine modermærker.

45.000 har allerede hentet appen

Appen er gratis, og den opfylder et stort behov hos mange danskere, da skinScan kan være med til at registrere ændringer i modermærker. Opdages modermærkekræft i tide, så er der en overlevelsesprocent på 95, hvorimod dem, der opdager det for sent, kun har en overlevelsesrate på 3%. Siden appen blev lanceret i august 2015 har flere end 45.000 danskere allerede downloadet den. Målet er nu en global udrulning af appen.

skinScan i brug

Teleskin vandt i 2014 Next Step Challenge Iværksætter Konkurrencen, og har siden da været inde i en stor udvikling. Esbjerg er blevet valgt som base, og nu søger de specialister, der kan være med til at videreføre deres succes. SE Vækstpulje, der har rødder i Syddanmark, har netop investeret 250.000 kroner i den vestjyske IT-virksomhed, og pengene skal bruges til at finde de helt rette folk til teamet.

Den store donation gør det muligt at investere i den rigtige ekspertise, forklarer Marketing Manager i Teleskin, Jette Kjær Nielsen

”Uden hjælp fra SE Vækstpulje havde der været lang vej, vi er meget glade for supporten, og at den så ovenikøbet også er lokal er jo kun en ekstra bonus. Siden 2014 har vi udvidet teamet, så vi nu er 5 ansatte, og i forbindelse med, at vi om lidt går ind på nye markeder, har vi brug for endnu flere dygtige kolleger inden for vores software felt.”

Nye arbejdspladser til regionen er et af målene

Appen er hele tiden under udvikling, og nu går Teleskin efter at gøre den til en global succes. Dermed håber de på at kunne trække flere videns-arbejdspladser til Region Syddanmark. Første mål er at indtage 2 nye markeder inden 2016 er omme, og derefter vil de gerne trække 10 nye arbejdspladser til regionen inden udgangen af 2017.

En af udviklingsmulighederne, der bliver arbejdet på for tiden er ”Spørg Lægen” – en betalingsservice, hvor brugerne kan indsende et billede til et elektronisk dashboard, og så vil en af lægerne hos skinScan foretage en vurdering, og derefter give den enkelte en anbefaling til, hvad næste skridt skal være.

Skrevet af

Læs også

en kommentar;

Top