Arkiver

BusinessEventsNyhederVenturekapital

Landets Business Angels mødes til Årsmøde i Odense d. 26. maj

Torsdag d. 26. maj bliver der for tredje gang afholdt Business Angel Årsmøde, og i år kommer det til at foregå på SDU Cortex Lab i Odense. Årsmødet har denne gang haft rekordstor tilslutning, da mere en 150 mennesker lægger vejen forbi Odense på torsdag.

Founder af Keystones, Kenneth Larsen, ser frem til at samle så mange mennesker og sætte fokus på det voksende Business Angel Økosystem i Danmark

”Vi gør det for at promovere hele Business Angel området og for at sætte fokus på de muligheder for investeringer, der findes i vores økosystem. Der vil blive udvekslet erfaringer og netværket mellem både investorer og iværksættere,” udtaler Kenneth Larsen.

Fokus på netværk og investeringsmetoder

Der vil blive sat fokus på investeringsmetoder og Business Angels, men en anden ting, der optager en stor del af programmet er netværk.

”Næsten halvdelen af tiden er blevet afsat til netværk. Det gør vi, fordi det er sjældent, at så mange Business Angels er samlet på et sted, så vi har gjort vores for at skabe plads til at netværke. Og forhåbentlig på den måde skabe grobund for fremtidige syndikerede investeringer. For en af de ting, vi gerne vil have større fokus på, er syndikerede investeringer. De giver mulighed for investeringer for mindre beløb i flere virksomheder, hvilket resulterer i mindre risiko og større udbredelse af investeringerne,” forklarer Kenneth Larsen.

10 startups får en unik mulighed

Serieiværksætteren Shomit Ghose fra Silicon Valley er en af oplægsholderne, der vil tale om, hvordan man skaber succesfulde virksomheder i Silicon Valley. Han deler ud af sine erfaringer og vil komme med en opdatering fra business angel og venture-miljøet i Silicon Valley. Også Lars Seier Christensen fra Seier Capital kigger forbi og taler om iværksætterverdenen og investeringsmulighederne i Danmark idag.

Det er ikke kun Business Angels og serieiværksættere, der er at finde på årsmødet. 10 startup virksomheder har fået en unik chance for at lynpitche deres løsninger for de tilstedeværende.

De 10 virksomheder er blevet udvalgt blandt mere end 100 ansøgere. I udvælgelsen har der især været fokus på de virksomheder, der har formået at tiltrække noget kapital, men mangler det sidste for at komme videre. Virksomhederne kommer fra flere forskellige brancher, og geografisk er de også spredt over hele Danmark.

Seks af virksomhederne, der skal pitche får desuden en ekstraordinær chance for snakke med investorerne. De deltager i en dealmaking runde, hvor de hver især får tre kvarter med de investorer, der finder deres løsning interessant. I denne proces kommer der forhåbentlig både håndslag og penge på bordet.

Sidste års Business Angel giver æren videre

Igen i år kåres “Årets Business Angel” i samarbejde med DVCA (Danish Venture Capital Association). Kriterierne for at blive Business Angel:

  1. Mindst én investering eller exit inden for kalenderåret 2015
  2. Færdigheder inden for hele investeringsprocessen (fra investering til exit)
  3. Anderkendelse blandt fagfæller eller blandt iværksættere for at bringe en reel merværdi til virksomheden
  4. Bidrager til fremme af det danske marked for risikovillig kapital
  5. Medlem af DVCA

Opfylder man kravene, og er man blevet nomineret af en anden Business Angel, så vil en udvælgelseskomité, bestående af erfarne folk på området, vælge den Business Angel, der har gjort noget ekstraordinært. Medstifter af højttalervirksomheden LibratoneTommy Andersen, vandt prisen sidste år, og vil overrække prisen til dette års vinder.

Hvor mange penge investeres der i Danmark?

Der bliver hvert år investeret for mange millioner i danske startup virksomheder. Men hvor meget bliver der egentlig investeret. Svaret får vi på årsmødet. Hvert år foretager Danish Business Angels en undersøgelse, hvor der bliver lavet en grundig analyse af, hvordan de cirka 90 medlemmer har investeret i det forgange år. Det er en stor undersøgelse, hvor der bliver taget en temperaturmåling af dette netværks investeringer. Resultaterne fra 2015 vil blive offentliggjort på årsmødet.

Skriv et svar