Pleo vandt prisen for Bedste Fintech Startup til Pioneers Festival 2016

pioneers festival

Det danske fintech startup Pleo lancerede deres nye app til håndtering af firmakreditkort i starten af året og har nu vundet prisen for Bedste Fintech Startup til Pioneers Festival 2016 i Wien. Herfra går kapløbet om titlen som Pioneer Of The Year.

Om Pleo også vinder titlen som Pioneer Of The Year må tiden vise. Klokken 17 i eftermiddag skal medstifter Jeppe Rindom op på scenen og præsentere Pleo foran 2500 deltagere fra hele Europa samt et jurypanel af eksperter på området og en pallette af de internationale medier. Her skal de konkurrere med seks andre startups om titlen som Pioneer Of The Year.

Pioneers Festival er et af de førende events i Europa inden for teknologi og entreprenørskab. Festivallen har flere tusinde besøgende hvert år og har i år haft mere end 3.000 ansøgende startups.

Pleo blev stiftet af Jeppe Rindom og Niccolo Perra i starten af 2015 og var klar til at lancere deres firmakort-løsning til danske og britiske virksomheder i starten af i år. Kort fortalt er deres løsning en forenkling og effektivisering af det traditionelle firmakreditkort. Med appen kan medarbejderne få digitale kort, som altid er tilstede på telefonen og appen gemmer også alle kvitteringer, så medarbejderne ikke behøver at stresse over hvilken lomme kvitteringen for printerblæk nu endte i. Appen er sat op, så det er nemt for ledelsen at holde styr på trafikken på firmakortene og et kort kan udstedes til en medarbejder på forholdsvis få øjeblikke.

Læs også: Tidligere Tradeshift’ere lancerer nyt fintech-startup

Top