Zendesk åbner op for dialog i Google Play

Zendesk har nu integreret en ny feature, der gør det muligt for app-udviklerne at svare direkte på brugernes anmeldelser. Det åbner op for en helt ny form for kundekommunikation.

Zendesk er en kundeservice-platform, der siden de startede i 2007, har bredt sig til mere end 150 lande og findes på mere end 40 sprog. Nu har de udvidet repertoiret af ydelser, idet virksomhederne bag appsene nu kan besvare anmeldelser direkte. Det kan hjælpe med at opbygge stabile kunderelationer, samtidigt med at kunderne kan få direkte respons på deres kommentarer.

“Skillelinjen mellem kundeservice og marketing udviskes mere og mere. Slutkunderne vælger selv hvilken kanal de vil bruge, og det betyder at virksomhederne er nødt til at være tilstede på de kanaler, slutkunderne vælger. Med vores Google Play integration hjælper vi virksomhederne med at blive mere proaktive, når de interagerer med deres kunder. At reagere direkte på en app-anmeldelse er en perfekt mulighed for at lade folk vide, at nogen lytter til dem og interesserer sig for, hvad de synes,” fortæller Jesper Hvirring Henriksen, der er direktør for Zendesk i Danmark.

Fra monolog til dialog

Investeringsplatformen Robinhood og Wrike, der udvikler software til projektstyring er blandt dem, der benytter sig af Zendesks nye feature. Begge udtaler, at de har gode erfaringer med den nye integration.

” App-anmeldelser er dér, hvor vi får absolut mest feedback fra vores kunder. Det er derfor vigtigt, at vi lytter med på denne kritiske kanal. Med Zendesks Google Play-integration kan vi nemt svare på vores kunders feedback og gå i dialog med dem,” siger Joe Binney, der er ansvarlig for produktudvikling hos Robinhood.

Også hos Wrike er der fokus på dialogen med kunderne.

”Det er ikke os men vores kunder, der bestemmer, hvilken kanal de vil kommunikere med os på. Vi ved, at anmeldelser er en vigtig kanal for kundekontakt, og vores mål er at møde kunderne, dér hvor de er,” fortæller Nic Bryson, der er kundeservicechef hos Wrike.

Alle kunder hos Zendesk kan få glæde af den nye integration med Google Play.

Læs også

Top