Mentorteams styrker små og mellemstore virksomheder på alle fronter

Scion DTU Mentorteams ordning Trendsonline

Alle virksomheder på Scion DTU har mulighed for at få sparring og hjælp til at løse de udfordringer, som de står overfor, gennem et stort netværk af mentorer. Virksomhederne får ikke blot en mentor – men et helt team af mentorer, og de første to års resultater med mentorordningen er imponerende.

Som startup virksomhed og iværksætter skal man forholde sig til både udvikling, salg, produktion, ledelse, jura, markedsføring og meget mere. Ofte skal der yderligere viden og erfaring samt et stort netværk til for at gøre en god idé til en succesfuld forretning. Derfor har Scion DTU skabt en mentorordning, hvor virksomheder matches med et team af mentorer, hvis kompetencer og netværk passer til virksomhedernes konkrete udfordringer. Sammensætningen af teamet tilpasses efterhånden som udfordringerne ændrer sig.

Scion Team Mentoring i tal
63 mentorer
42 virksomheder
278 mentormøder
1.668 timers mentorsparring

“Vores virksomhed er blevet styrket på alle fronter,” lyder det fra CEO i JJ X-Ray, Christian Mammen, der har deltaget i Scion Team Mentoring.

Flere af de deltagende virksomheder i mentorordningen fremhæver teamstrukturen som en af grundene til, at de har fået gode resultater ud af at være med.

“Det giver klart mere værdi med flere mentorer, da flere input giver større spændvidde i diskussionerne – og dermed bedre reflektioner og rådgivning,” siger stifter af Spaceinvader, Jesper Rølund, om sine og virksomhedens oplevelser med mentorordningen.

Positive oplevelser og resultater med mentorteams

Da Scion Team Mentoring netop har fejret sin 2 års fødselsdag, har holdet bag mentorordningen gjort status og talt med de virksomheder, der har været gennem et forløb. På en skala fra 1-5 vurderer virksomhederne, der har været gennem et mentorforløb, eksempelvis hvorvidt mentorerne har været gode til at sætte sig ind i og forstå virksomhedens udfordringer, til 4,27. Der er blandt de deltagende virksomheder mange positive oplevelser, og undersøgelsen viser desuden, at 90% af virksomhederne oplever, at deres mentorforløb har bidraget til en hurtigere udvikling af virksomheden, og 96% giver udtryk for, at mentorforløbet har skabt værdi for dem personligt. 95% kan finde på at anbefale mentorprogrammet til andre virksomheder.

“Det vigtigste, vi har fået ud af vores mentorforløb, er en ny måde at tænke på – vi har genopfundet os selv og fået pulsen tilbage i en ‘sovende’ virksomhed. Blandt andet ved at etablere en ny bestyrelse og rekruttere en ny administrerende direktør,” udtaler CTO i Copenhagen Cleantech Agency, Peter Feddersen.

Det kræver koordinering, når virksomheder og mentorer skal matches og kompetencerne skal passe til virksomhedens udfordringer. Dertil kommer pratiske foranstaltninger i forhold til afvikling af møder med mange travle mennesker. Der er en risiko for, at et ellers godt match mellem virksomhed og mentorer ikke resulterer i mange værdiskabende møder af den simple årsag, at både mentorer og virksomhed har for travlt til at koordinere møder, forberede dagsordener eller skrive beslutningsreferater. Derfor tager Scion DTU ansvaret for koordinering, struktur og proces i mentorordningen.

“Jeg vil i meget høj grad anbefale Scion DTU’s mentorordning til andre… Men kun hvis man er klar til at ‘investere’ tid i at afholde ordentlige møder. Hvis vi ikke er ordentligt forberedt, så falder mentorernes engagement, og så glider nytten stille og roligt ud i sandet,” fortæller CEO i Medtrace, Martin Stenfeldt.

Scion DTU Mentor ordning Trendsonline

Scion Team Mentoring

Scion DTU’s mentorordning adskiller sig fra andre mentorordninger ved, at de deltagende virksomheder tilbydes et team af mentorer frem for, som man sædvanligvis ser det – at man som virksomhed bliver tilknyttet en enkelt mentor.

“Der er mange fordele ved at sætte mentorer sammen i teams. Virksomhederne i Scion DTU har udfordringer på mange områder, og de ændrer sig hurtigt. Der er sjældent én person, som har svarene på alle virksomhedens spørgsmål, så når vi sammensætter mentorer i teams med komplementære kompetencer, kan vi tilbyde et kompetence-mix, der kan håndtere flere udfordringer,” forklarer Innovationskonsulent ved Scion DTU, Thomas Klem Andersen, og uddyber:

“Det kan for alvor accelerere udviklingen i teknologibaserede små og mellemstore virksomheder.”

Anders Østergaard, CEO i Fluidan, fortæller, at de har haft stor gavn af at deltage i mentorordningen.

“Jeg tror, at vi uden mentorforløbet kunne have solgt os selv lidt for billigt til nogle kunder og samarbejdspartnere,” siger han og peger blandt andet på teamstrukturen som særligt vigtig:

“Det er diversiteten i diskussionerne, som giver den største værdi – så det er vigtigt at sammensætte mentorteams, som ikke er alt for enstænkende. Vi har fået uvurderlig hjælp til at skærpe vores kommercielle tænkning.”

Mentorkorpset på Scion DTU består af hele 63 mentorer, og i løbet mentorordningens første to leveår har hele 42 virksomheder været gennem et forløb, hvor de har fået støtte og hjælp til at håndtere deres udfordringer. Mentorerne i Scion Team Mentoring har solid faglig, branche- eller forretningsmæssig erfaring.

“Det er serieiværksættere, der har været der selv, chefer med mange års erfaring inden for ledelse, drift og udvikling, som forstår hvad det vil sige at få en virksomhed til at vokse og kan udfordre virksomhederne på prissætning, B2B-salg, markedsvalidering og meget mere,” skriver Thomas Klem Andersen i et indlæg på LinkedIn.

Mentorkorpset består blandt andre af fagspecialister inden for salg, markedsføring, jura, HR og finansiering samt industrieksperter inden for hardware, cleantech, medico, IKT og life science. Særligt kendetegnende for Scion Team Mentoring er iøvrigt, at de har mentorer tilknyttet som har erfaring med produktudvikling og produktion, hvilket er påkrævet, til de mange hardwarebaserede virksomheder, som har til huse på Scion DTU.

Virksomheder kan blive en del af Scion Team Mentoring, hvis:

  1. Virksomheden bor i forskerparken Scion DTU
  2. Virksomheden deltager i en af Scion DTU’s innovationsprogrammer: Danish Tech Challenge, Smart Innovation eller Det Grønne Iværksætterhus
  3. Virksomheden har en Open Space-aftale med Scion DTU (er virtuel lejer)
  4. Virksomheden er tilknyttet en partnerorganisation, som Scion DTU samarbejder med.

Læs også

Top