Gamingside på startup-eventyr i Vietnam

Hvorfor ikke tage på eventyr i Vietnam, mens du starter din virksomhed op? Sådan tænkte Klaus Nymand fra Ollygames, da han sammen med sin kæreste og nogle gode venner besluttede at flytte til Ho Chi Minh City. 

Ollygames er en gamingside for minispil. Stifteren Klaus Nymand betegner Ollygames som en opdateret udgave af den klassiske minispilside. Ifølge ham kører mange af disse sider nemlig på forældede systemer, som hæmmer spilleoplevelsen for forbrugeren.

“I minispilbranchen er der sket en kæmpe udvikling inden for de sidste par år. Hvor vi førhen spillede flashspil, er vi nu gået over til javascript og html5-baserede spil. Dette har skabt et nyt marked i mine øjne, nemlig der hvor vi befinder os,” fortæller han og fortsætter:

“Vores produkt giver dig muligheden for at spille på alle platforme. Om det så er på computer eller smartphone – det er underordnet, og vi har et frisk layout, som er tilpasset dette. Selv Google Chrome understøtter ikke længere flashspil, som er grundlaget, de fleste minispilsider er bygget på. Det vil sige, at hvis du besøger dem, så er de ofte kun fuldt fungerende på din computer.”

Dansk startup i Ho Chi Minh City

Ollygames er dog ikke et helt konventionelt startup – de sidder nemlig i et kontorfællesskab i Ho Chi Minh City, den største by i Vietnam.

“Min kæreste Lisbeth og jeg har længe drømt om at komme til Vietnam. Vi var begge gået direkte fra studie til job, men vi manglede simpelthen at komme ud og opleve verdenen, inden vi tog næste skridt, som skulle være hus og have,” fortæller Klaus Nymand.

Hans medstifter, Caspar Kjellberg var heldigvis med på ideen, og det var en tredje ven og Caspars kæreste også. Så flokken rejste til Vietnam i Januar 2016 og har siden da levet og arbejdet i den pulserende asiatiske storby. Som Klaus Nymand forklarer, så er de i den heldige situation, at deres arbejde ikke kræver noget særligt af de fysiske rammer. Bare der er en stol, et bord og en internetopkobling, så kan de arbejde.

Og det giver en fantastisk følelse af frihed, fortæller han. I starten arbejdede de faktisk bare ud fra forskellige kaffebarer i byen, indtil de fik en permanent lejlighed. Derfra syntes de, at det var nemmere med faste kontorpladser. Men der er stadig tid til at opleve landet og byen, og efterhånden som firmaet vokser og bliver selvkørende, får teamet jo også mere frihed.

“I weekenderne tager vi rundt og oplever nogle af de fantastiske ting, der er at finde her. Vi er på et tidspunkt nu, hvor vores hjemmeside kører, og vi sidder med videreudvikling, så nu står den snart på længere ture til andre byer i landet og til landene rundt om,” fortæller han.

Ollygames er gratis til et vist punkt

Ollygames’ side er bygget op omkring en freemium-model. En forbruger kan altså selv vælge, om de vil benytte den gratis version, eller om de vil betale for et premium medlemsskab, som så til gengæld giver adgang til en række premium spil og de nye spil på siden. Klaus Nymand sammenligner premium udgaven med en slags “beta adgang”, hvor forbrugeren kan være med til at teste de nye spil af. Udover premium betalingen finansieres siden også igennem reklamer. Men der er flere ideer i støbeskeen for Ollygames.

“Vores Minimum Viable Product er online, men vi er i gang med at lave en udbyggelse af siden, hvor du kan oprette din egen karakter, optjene xp, stige i levels, opnå achievements med mere. Her begynder vi at flytte os over i en form for microtransactions, ligesom man kender for mange af de populære spil som for eksempel Candy Crush, hvor man kan købe ekstra liv for 1 dollar eller lignende,” fortæller Klaus Nymand.

Ollygames’ største konkurrenter er sider som pogo.com, addictinggames.com og miniclip.com. Personligt mener Klaus Nymand dog, at deres konkurrenter er uddaterede, og at Ollygames derfor har et forspring i forhold til dagens forbrugere.

“Fra en professionel synsvinkel, mener jeg, at de ikke længere opfylder brugernes krav og forventninger. De har ikke formået at tilpasse sig udviklingen, og som jeg nævnte tidligere, er siderne forældede. Når det er sagt, er de stadig store spillere på markedet og rigtig dygtige virksomheder, forklarer han og fortsætter:

“Vi vil gerne give brugerne et produkt, der er nemt at bruge, hurtigt at lære og altid tilgængeligt. Derfor har vi lige nu kun lidt over 200 spil, hvor de andre sider har flere tusind spil. og mange af dem bliver aldrig spillet. Vores spil kan spilles på computer, tablet, smartphones og endda smartwatches, hvis man ønsker dette.”

Brænder for iværksætteri

Klaus Nymand er ikke ny inden for iværksætter. Han startede et tøjfirma sammen med to venner tilbage i 2010, som også kørte fint, fortæller han. Men som tingene udviklede sig, og interesser trak dem i hver sin retning i landet, valgte de at lukke firmaet ned. Men Klaus Nymand var ikke færdig med iværksætteri.

“Iværksætteri har altid været noget, jeg brænder for, og det er i den fase, jeg har det bedst. Jeg blev ansat som business manager i LoveAwaits tilbage i 2012, hvor min hovedopgave var at starte virksomheden op,” forklarer han.

Derfor kastede han sig over gaming. I starten var det et soloprojekt, men hans ven, Caspar Kjellberg, fattede hurtigt kærlighed for ideen og hoppede med om bord.

Med i ryggen har Klaus Nymand en del kontakter fra sin tid i LoveAwaits.com, som har kunnet byde ind med erfaring og ideer. Men et decideret advisory board har de ikke endnu, selvom det er en drøm for fremtiden.

“Jeg har brainstormet og fået kæmpe opbakning fra min kammerat Ebbe Jacobsen, som er it-konsulent hos Kvik A/S. Jeg har fået kæmpe hjælp fra Simon Juhl fra moneybanker.dk, som er en succesrig iværksætter. Et stort ønske er at kunne alliere sig med nogle super skarpe folk i Danmark og lave en form for advisory board-sparring,” lyder det fra Klaus Nymand.

Leverpostej og rugbrød spøger i tankerne

På nuværende tidspunkt sidder Ollygames i et kontorfællesskab ved navn FabLab Saigon. Klaus Nymand fortæller, at det har givet dem et godt og bredt netværk, da det er mange forskellige startups, der sidder i kontorerne. Derudover har de også fået opbygget et godt forhold til folkene bag Fablab og hjælper ofte med brainstorming.

En af de største motivationsfaktorer for teamet er jagten på oplevelser, de vil rejse og se ting.

“Vi vil have en “kæmpe en på opleveren”, fortæller Klaus Nymand,” det er så spændende at være ude i en helt anden kultur og se, hvordan ting virker her. Der er masser af inspiration at hente til vores projekt.”

Men derfor er der da ting herhjemme, som de savner. Familien trækker naturligvis, men også rugbrød og leverpostej spøger i tankerne. Men lige for tiden er der ikke noget de savner i forhold til virksomheden, oplyser Klaus Nymand. Han uddyber med, at virksomheden er baseret i Danmark og og er tilknyttet en dansk revisor, så fremtidsplanen er at opbygge et stærkt team og udvikle virksomheden hjemme i Danmark. Men hvornår de rykker hjemad, det må tiden vise.

 

Top