Arkiver

BusinessNyheder

Dyne Larsen vil erobre verden med populær – men ukendt – møbelkæde

Lars Larsen er manden, der indtager andenpladsen over flest forretninger uden for den danske grænse. Men det er ikke nok, nu vil han udvide antallet af butikker ved hjælp af IDdesign, som han opkøbte tilbage i 2013.

IDdesign er en franchisekæde, der driver Idemøbler, Ilva og IDdesign. Kæden har eksisteret i mere end 20 år og opstod, da en forretningsmand fra Dubai besøgte et Ilva-møbelhus i Danmark. Han blev inspireret af, hvad han så og ville gerne sælge de danske møbler hjemme i Dubai. Sådan startede historien om IDdesign, der nu har møbelhuse i blandt andet Libanon, Qatar og Kuwait, men som er nærmest ukendt i Danmark, skriver Finans.dk.

Lars Larsen Group overtog i 2013 selskabet IDdesign, og det betød ændringer. Efter forskellige tilpasninger og ny strategi, er franchisen nu klar til at vende blikke mod blandt andet Europa:

»Vi forventer om kort tid åbninger i Tjekkiet eller Slovakiet, og er samtidig langt inde i forhandlinger med mulige partnere andre steder. Målet er, at vi i hvert fald kan udvide med en håndfuld butikker årligt – om ikke flere,« siger kædedirektør Piet Klein, IDdesign til Finans.dk.

IDdesign er klargjort til skalering

Kæden spejder i forskellige retninger i Europa, men skal også om kort tid mødes med folk fra Korea. Uanset hvad der sker, er Piet Klein sikker på, at franchisekæden vil vokse. Hurtigt.

Væksten i kædens samlede salg var på 20 procent i fjor, og i det igangværende år ligger de på 22 procent, siger Piet Klein til Finans.dk.

Sortimentet er meget inspireret af skandinavisk design, men har også fokus på at tilpasse produkterne til de lokale markeder. Når møblerne skal vises i showrooms til de mellemøstlige lande, er det for eksempel med rigeligt guld og glimmer. For efter Lars Larsen overtagelse er kædens koncept forberedt til skalering på flere markeder.

 

 

Skriv et svar