JustCleaners opkøbt for et ukendt millionbeløb

JustCleaners, opkøbt

Det er blot tre måneder siden, at JustCleaners offentliggjorde deres planer om, at ekspandere til Nordsjælland, men det tyder på, at planerne er blevet ændret undervejs. De har nemlig bekræftet, at virksomheden bliver opkøbt af en serieiværksætter bag et lignende koncept.

JustCleaners, som var med i første sæson af Løvens Hule, bekræfter nu, at virksomheden bliver opkøbt af en serieiværksætter med et tilsvarende koncept for et ukendt millionbeløb.

Det er Tanveer Sharif, som er indehaver af Justin Joy, som netop har opkøbt virksomheden. Sharif er begejstret for opkøbet, og har med stor interesse fulgt JustCleaners, siden de medvirkede i programmet Løvens Hule i 2015.

”Jeg bemærkede, at JustCleaners fik momentum i kølvandet på deres deltagelse i Løvens Hule. Jeg er imponeret over, hvor langt de er kommet med relativt få midler. Det vidner om nogle yderst initiativrige drenge, der virkelig har fingeren på pulsen, hvad angår iværksætteri og markedsføring,” fortæller Tanveer Sharif.

Forhandlinger siden slutningen af 2015

Der har længe været dialog mellem de to parter, og forhandlingerne har været i støbeskeen siden slutningen af 2015. Det er dog først nu, at de to parter har kunnet nå til enighed.

Idémanden og stifteren bag JustCleaners, Arash Rahimi, vil fortsætte som administrerende direktør i det nye samarbejde. Han forventer, at Sharif vil kunne bidrage med den nødvendige erfaring, netværk og kapital for JustCleaners.

”Det har længe været under opsejling, at vi skulle have investorer ind i virksomheden, der kunne bringe JustCleaners videre. Derfor har vi valgt at indgå i samarbejde med serieiværksætteren Tanveer Sharif, der med flere succesfulde opstartsvirksomheder bag sig, vil kunne bidrage med erfaring, netværk og kapital til JustCleaners’ videreudvikling og vision om at blive danskernes fortrukne renseri,” forklarer Arash.

Udvidelse af leveringsområdet

Planerne for opkøbet er, at de to virksomheder skal sammenlægges til én samlet organisation, som dermed bliver Danmarks største online-renseri. Navnet på den nye og sammenlagte virksomhed er dog endnu ikke fastlagt.

JustCleaners leverer på nuværende tidspunkt til København, Valby og Frederiksberg, men med opkøbet forventes leveringsområdet at blive udvidet.

Opkøbet skal medføre, at JustCleaners inden for én måned vil udvide leveringsområdet til hele Storkøbenhavn, hvilket både JustCleaners og Justin Joy forventer skal lede til en yderligere udvidelse af konceptet til flere danske storbyer inden udgangen af 2016.

Skrevet af

Læs også

en kommentar;

  1. ab@jetclean.dk'Anders said:

    JustCleaners er fusioneret med Justin Joy og hedder JetClean nu. Tjek hjemmesiden ud her: https://jetclean.dk. Vi kører stadigvæk i hele København, Frederiksberg og Valby. Dog har fusionen betydet, at vi er ekspanderet til hele Storkøbenhavn og Nordsjælland.

    Mvh

    Anders // JetClean

Top