Global Sharing Week: Kom til launch-fest med Deemly

Deemly, investering, Global Sharing Week

Deemly er nu klar til at lancere deres deleøkonomiske platform, og det gør de med en stor fest midt i Global Sharing Week.

Det handler om at dele. Om at dele mad, husly, bilsæder og tøj. Og om at dele sine oplevelser på tværs af de efterhånden mange deleøkonomiske platforme, der over de seneste år er skudt op på internettet. En af dem er Deemly. Et reputationssite, som nu er klar til lancering af deres beta-version.

Deemly er tæt på 400 bruger sign-ups, som er skrevet op til at være med fra start, når sitet lancerer betaversionen torsdag den 9. juni på Dare2Mansion. Festen ligger midt i Global Sharing Week, en uge fra den 5. juni til den 11. juni dedikeret til at udbrede kendskabet til og deltagelsen i, hvad de kalder den ægte deleøkonomi.

Læs også: Deleboom: Deemly modtager millioninvestering

Global Sharing Week har nået 100 millioner mennesker verden over med 126 event på alle kontinenter, og organisationerne bag, Sharables og The People Who Share, vil gerne sætte fokus på alle de positive aspekter ved deleøkonomi. Det vil Deemly gerne være med til at slå et slag for, og derfor var det oplagt for dem at lancere denne uge.

“Vi vil gerne støtte den udbredelse, for der er kommet et større negativt fokus i medierne med krigen mod Uber og sort arbejde. Men der er mange gode ting ved deleøkonomi, og det er det, vi gerne vil slå et slag for,” siger Sara Green Brodersen, CEO i Deemly.

Deleøkonomien er i stor vækst

Deleøkonomi er i stor vækst i Danmark og resten af verden, og i starten af juni udkom Den Europæiske Kommission med en rapport med formålet at støtte og guide forbrugere, virksomheder og offentlige instanser med at indgå i deleøkonomien både lokale, regionalt og på EU-niveau.

Læs også: Deemly: Du skal være lige så troværdig som virksomheder skal

Deemlys lanceringsfest bliver en af de mange globale events, der promoverer deleøkonomi og Global Sharing Week. Festen er åben for alle, der har lyst til at kigge forbi.

“Vi håber, der bliver fyldt. Det værste, der kan ske, er, at vi løber tør for øl. Og så må folk jo bare tage nogle med, som vi kan dele,” griner Sara Green Brodersen.

Betaversionen af Deemly bliver meget brugerrettet, og alle med profiler på E-bay, AirBNB og Upwork kan oprette sig i morgen. Har man ikke en af disse profiler, kan man verificere sig gennem sociale medier. Fremadrettet er Deemly-teamet ved at se på at integrere platforme på globalt plan med millioner af brugere.

 

Skrevet af

Top