Arkiver

BusinessHardwareIværksætterlivNyheder

Dansk smart-home startup vil indtage hjemmet

I takt med den teknologiske udvikling bliver dit hjem smartere og nemmere at overvåge. Ny dansk startup kombinerer multi-funktionalitet med smart design og gør det let for forbrugeren at styre – men er der et reelt behov for en integreret smart-home løsning?

Smart-home er en stigende trend i højtudviklede lande som USA, hvor virksomheder som Nest og SmartThings har skabt interesse fra større virksomheder som Alphabet. Det danske marked er måske endnu ikke blevet ramt af smart-home trenden, men den globale interesse er stigende, og det forsøger et nyt dansk startup at udnytte.

Den danske startup-virksomhed Anyware tilbyder en ”Alt-i-én” enhedsløsning, som er en smart adaptor, der sættes mellem en LED-pære og en lampefatning. Samtidig er enheden koblet til WiFi, og kommunikerer derigennem med skyen. Enheden har også indbygget Bluetooth, og kan derfor kontrolleres direkte fra din smartphone ved hjælp af Anywares app.

”I produktudviklingsfasen har vi også indtænkt andre funktioner, der kan fremavles gennem en lampe. Der igennem er vi kommet frem til at indbygge censorer til at monitorere og kontrollere lys, støj, temperatur, fugt og alarmfunktionalitet. Vi tilbyder altså en masse features, som andre ikke tilbyder – i alt fald ikke i en løsning,” siger Jan H. Christiansen, partner og medstifter af Anyware.

Hvorfor er smart-home produktet konkurrencedygtigt?

Der er hård konkurrence på markedet for smart-home enheder, hvor virksomheder som Alphabet og Samsung allerede er dybt engageret. Alligevel mener Anyware at være konkurrencedygtige gennem sin multifunktionelle løsning.

”Der er ved at komme en række ‘connected devices’, men de opfylder alle ét behov og optager en masse plads i hjemmet. Det mente vi, at kunne gøre smartere. Vores mål har været, at du slet ikke skal lægge mærke til vores løsning, men samtidig have en masse features, der kan gøre din hverdag lettere. Samtidig er vi på en række områder unikke, og derfor har vi også indsendt en række patentansøgninger,” siger Jan H. Christiansen.

Virksomheden lancerede den 1. juni i år en crowdfunding-kampagne på den populære side Indiegogo. Kampagnen har i skrivende stund indsamlet mere end 48.000 dollars, hvilket er en del over virksomhedens mål på 30.000 dollars. Der er altså interesse for Anywares produkt – en interesse, der vil stige efterhånden, som interessen for smart-home-løsninger spreder sig til nye markeder.

Globalt sigte

Selvom smart-home-løsninger endnu ikke er blevet en almen ting i de danske hjem, har de vundet indpas i lande som USA. Derfor sigter Anyware fra start mod det globale marked. Virksomhedens enheder tilbydes i forskellige versioner, afhængig af fatningsstandarden, der for eksempel varierer mellem Europa og USA.

”Vi sigter globalt fra start. Som marked er Danmark ikke stort nok til at kunne stimulere vores udvikling tilstrækkeligt til at kunne blive på forkant med konkurrencen. Rent innovationsmæssigt kigger vi meget mod USA,” siger Jan H. Christiansen.

Anyware drømmer således stort, men ser det samtidig som en forudsætning for at kunne blive på forkant med et marked, der er i konstant udvikling.

Skriv et svar