Helbredende kunst og energivenlige batterier til årets Venture Cup Awardshow

Foto: Anders Aqqalu Andersen

Torsdag eftermiddag var nogle af universiteternes skarpeste hoveder samlet til Venture Cups Award Show hos IDA på Kalvebod Brygge.

Innovationen lever i bedste velgående i Danmark, og mange studerende ved de danske universiteter har fået præsenteret iværksætteri som en mulig karrierevej. Venture Cup har fokus på at finde iværksættertalenterne tidligt, og derfor samarbejder de med alle de danske universiteter om at identificere og støtte morgendagens iværksættere. Awardshowet var kulminationen på flere dage med pitches, hvor jurymedlemmer med stor erfaring inden for området har skullet finde de helt rigtige vindere.

IDA er en af Venture Cups hovedsponsorer, og dagens repræsentant herfra var Maj Brincker Højring, der ser iværksættere som en vigtig del af Danmarks fremtid.

”Det alle I iværksættere til stede i dag har til fælles, er at I gør løsninger billigere, mere simple eller hurtigere end allerede eksisterende løsninger. Og det er lige præcis det, vi behøver for at skabe nye løsninger til de globale udfordringer vi møder hver dag. I er fremtiden, og derfor er det vigtigt at støtte jer.” siger Maj Brincker Højring.

Nordisk samarbejde skal gøre iværksættere klar til at indtage hele verden

Human Shojaee, CEO Venture Cup Danmark, havde også spændende nyheder – på scenen bød han velkommen til sin svenske pendant, Julia Selander, VD i Venture Cup Sverige, og sammen kunne de løfte sløret for et nyt samarbjede på tværs af de nordiske lande.

”Der er ingen grund til, at vi stopper ved vores egne landegrænser. Vi er nødt til at stå sammen og give iværksætterne mulighed for at tage skridtet videre og vinde hele Norden. Og så kan vi derefter begynde at kigge ud i verden, for der er jo investorer alle steder, og hvorfor ikke prøve at finde nogle i Kina og Japan?” siger Julia Selander og fortsætter:

”Jeg er imponeret over, hvor hurtigt det går her i Danmark. Der er ikke så langt mellem tanke og handling, så ideerne bliver hurtigt til reelle projekter eller løsninger. Og så synes jeg, det er rigtig dejligt at se, at så mange af ideerne handler om at skåne miljøet eller hjælpe mennesker, der er syge med at få en bedre hverdag. Det kunne vi godt lære noget af i Sverige.”

Og Julia Selander har også spottet helt korrekt, da mange af eftermiddagens deltagere havde ideer til, hvordan vi kunne gøre verden grønnere og mere behagelig for besværede mennesker.

Deltagelse giver blåstempling og mulighed for netværk

En af dagens vindere var Art Stream, der med deres kunst vil få patienter på landets hospitaler til at komme sig hurtigere. De vandt prisen i kategorien ”Mobile & Web”. En af drivkrafterne bag projektet er Isa Holmboe, der tror, at Venture Cup prisen kan få stor indflydelse på projektets fremtid.

”Det er spændende, når man som universitetsstuderende får mulighed for at deltage i konkurrencer som denne. Det er en god mulighed for at blive set og hørt, og hospitalsområdet er svært at komme ind på, så den blåstempling som denne pris giver, vil helt sikkert styrke vores muligheder,” fortæller hun.

En anden løsning, der kunne gå sejrsrigt fra Awardshowet var Trucker. De vandt i kategorien ”Mobile & Web – Idea stage”, og vil gerne skabe alternative transportmuligheder ved at matche folk, der mangler et lift med lastbilchauffører, der har plads i deres vogn.

”Nu er vi jo på et meget tidligt stadie, men det er alligevel fedt at få lov til at være med, når man ikke er kommet længere. Bare det at blive en del af en platform, som den Venture Cup, tilbyder her, giver jo mulighed for at møde de helt rigtige mennesker, der kan hjælpe os videre. Blåstemplingen fra jurymedlemmer stiller os også stærkere, når vi skal ud og søge kapital hos forskellige fonde,” forklarer idémanden bag Trucker, Andreas Fessler.

Nyt tiltag skal være med til at nedbryde barrierer

Venture Cup præsenterede for første gang deres nye satsning Alumni Battle – Investor Pitch live fra scenen. Og selvom alle nye tiltag ofte har lidt opstartsvanskeligheder, så kan disse sessions på scenen være med til at vise nye startups, hvad der skal til, når man pitcher for en investor.

Anne Sophie Vinther Hansen var blandt  de udvalgte Venture Cup alumnerne, der fik lov til at pitche sit firma foran investorteamet og de 300 tilskuere.

”Det er et spændende setup, og jeg håber, at det kan være med til at give de unge iværksættere en idé om, hvad der skal til, når man skal pitche for investorer. Jeg ville i hvert fald gerne have haft et lignende arrangement, da jeg som helt ny iværksætter i 2010 deltog i Venture Cups konkurrence. Jeg håber også, det nedbryder nogle barrierer og giver iværksætterne mulighed for at møde nogle, der er kommet lidt længere, og få gode råd og vejledning,” siger hun.

Læs også: Se alle vinderne ved årets Venture Cup

Investorerne skabte med smil og små jokes en god stemning på scenen, og de så også muligheder i flere af ideerne. Der er dog lang vej endnu for mange af ideerne, og især de økonomiske aspekter var årsag til uenigheder mellem investorer og iværksættere.

”Venture Cup er en organisation i konstant bevægelse. De ser hele tiden muligheder for at skabe nye og bedre tiltag, der kan hjælpe iværksætterne på vej. Og det er det her tiltag blot endnu et bevis på. Det er en sjov måde at anskueliggøre de problemstillinger, som iværksættere står over for i opstartsperioden. Her er det blandt andet vigtigt at have en gennemarbejdet strategi, go to market plan og velovervejet exitstrategi. Og selvom de valgte ideer ikke var så gennemarbejdede, som jeg havde troet, så har det stadig været spændende at være med,” fortæller Stephan Christgrau, partner i Novo Seeds.

Et batteri løb med hovedprisen

CEO i Venture Cup, Human Shojaee, var også tilfreds med arrangementet. 300 gæster er et godt resultat, når der på samme tid er Folkemøde på Bornholm, hvilket også er et trækplaster for mange af dagens gæster. Venture Cup har aldrig haft så mange sponsorer, som de har nu, og det er et tegn på, at de gør noget rigtigt. De vil gerne præsentere flere for, hvad det vil sige at være iværksætter, og arrangementet kunne godt ses som en gallafest i øjenhøjde, fordi Venture Cup formåede at få et til tider vanskeligt område ned på et niveau, hvor alle kunne være med uden, at det havde indflydelse på indhold og resultater, Iværksætteri blev blot gjort menneskeligt og lettere fordøjeligt, fordi en humoristisk tilgang mellem de to værter Nicholas Hawtin og Human Shojaee gjorde stemningen meget afslappet.

En af eftermiddagens hovedpræmier var en tur til Silicon Valley, hvor Innovation Centre Denmark står klar til at tage imod vinderne. Med prisen fulgte også en check på 35.000 kroner. Vinderen af hovedpræmien blev et hold fra DTU, Klenergy, der præsenterede et batteri, der skal lagre og konvertere energi ved vedvarende energi. Jury fremhævede blandt andet produktet som værende en disruptiv løsning, der har mulighed for at løse et stigende problem. Idémanden bag Klenergy, Markos Romanos, ser frem til turen til Silicon Valley.

“Dette vil bringe os et skridt nærmere vores mål. Det har været en god oplevelse at være med, og vi håber på en masse nye, gode kontakter, når turen går til Silicon Valley.”

Dagen blev sluttet af med en lækker buffet og tid til at netværke med alle de interessante mennesker, der havde lagt vejen forbi Kalvebod Brygge torsdag eftermiddag. For dem, der havde lyst, blev dagen sluttet af på Butcher, hvor netværksdelen blev fortsat efter, at arrangementet på IDA sluttede.

Venture Cup havde modtaget flere hundrede forretningsplaner fra hele landet.

 

Skrevet af

Læs også

Top