Dansk vækstvirksomhed øjner muligheder efter Microsofts opkøb af LinkedIn

LinkedIn, Microsoft, MSI,

Et dansk firma, der opgraderer og ensretter firmaers tilstedeværelse på LinkedIn, håber på flere kunder – både i Danmark og internationalt – efter LinkedIn er blevet opkøbt af Microsoft.

I dag handler det ikke om, hvorvidt du er online, men snarere om hvordan du er online, og om folk finder frem til dig med de søgeord, du ønsker.

Det siger Cristian Sylvester, CEO hos Makeover Services International, MSI, der hjælper virksomheder med at styrke deres onlineprofiler på det sociale erhvervsnetværk LinkedIn. De øjner nemlig nye muligheder efter annonceringen om en fusion af LinkedIn og Microsoft.

I sidste uge annoncerede Microsoft, at de vil opkøbe LinkedIn for godt 173 milliarder kroner. Det er noget af en blåstempling af det sociale medie, mener Christian Sylvester, som regner med, at vi inden længe kan forvente at se LinkedIn endnu mere udbredt blandt Microsofts services.

Læs også: Milliardhandel: Microsoft vil købe LinkedIn

”LinkedIn og Microsoft vil bygge bro mellem deres platforme og eksponering af medlemmernes data vil komme endnu mere i spil. Her vil MSI hjælpe sine kunder med at sikre, at de får maksimal eksponering og samtidig fremstår professionelle med deres online visitkort,” siger Christian Sylvester.

Større krav til at være professionel online

Fremover vil eksempelvis Microsoft Office foreslå personer og firmaer, og det stiller krav til SEO-optimering, sprog og professionalisme.

”Når LinkedIn bliver integreret i Microsofts produkter, og du fra din Microsoft Outlook kan blive præsenteret for relevante LinkedIn-profiler eller firmaer med speciale i dét, du og dit team sidder med, så vil det være yderst interessant for udbyderne at blive præsenteret i den kontekst, fremstå topprofessionelle og have en vis grad af corporate alignment om virksomhedens omdrejningspunkter, historie og specialer,” forklarer Christian Sylvester.

LinkedIn runder snart en halv milliard medlemmer, hvoraf cirka to millioner er danske. På grund af den globale rækkevidde har MSI fra starten i januar 2015 brandet sig som en global virksomhed baseret på cloud-løsninger og en international skalerbar forretningsmodel. En af kerneværdierne i virksomheden er tillid, og det bliver kun vigtigere.

Læs også: Dansk firma tilbyder optimering af LinkedIn-profiler

”En stor del af MSI´s kunder befinder sig inden for segmenterne advokater, IT konsulentfirmaer, forretningsrådgivere og revisorer. Fællesnævneren er, at de alle sammen er dybt afhængige af, at omverdenen har tillid til dem og oftest vil deres online visitkort være det første indtryk, man får af dem. Udgangspunktet for at handle med en virksomhed er tillid til udvalgte medarbejdere. Tillid er centralt når vi handler med hinanden,” siger Christian Sylvester.

LinkedIn er blevet virksomhedernes Trustpilot

MSI servicerer både B2C og B2B-segmentet. Konkret tilbyder de at udarbejde professionelle LinkedIn-kommunikationsplatforme – både virksomhedens og medarbejdernes profiler. Især hos B2B-virksomhederne er LinkedIn ifølge MSI blevet en form for Trustpilot.

“Når en virksomhed skal hyre for eksempel en IT-konsulent til at opgradere systemerne, vil man gerne have en idé om konsulentens baggrund og kompetencer. De informationer skal kommunikeres på en professionel måde – gerne på flere sprog – så kunderne får tilfredsstillet deres behov for viden og tillid,” siger Christian Sylvester.

”Mange selvstændige har ikke et opdateret CV i dag, da de netop har haft travlt med at være selvstændige og ikke har brugt tid på at kortlægge deres kompetencer eller kommunikere disse i en professionel facon. Men pludselig står de i en situation, hvor deres nuværende kunde gerne vil anbefale dem internt eller til deres netværk, men mangler en professionel referenceramme, de kan henvise til. Her opstår behovet for en fyldestgørende profil,” siger han.

LinkedIn er også relevant selvom du ikke bruger Microsoft

Men MSI vil også styrke den interne vidensdeling i virksomheden. Noget de formoder vil komme til at indgå i Microsofts samlede services til virksomheder, hvor Office 365 allerede i dag stiller nogle værktøjer til lagring, deling og fremsøgning af virksomhedens interne kompetencer til rådighed.

Men selv for virksomheder, der ikke anvender Microsoft, er LinkedIn stadig aktuelt, siger Christian Sylvester.

”Behovet for at fremstå professionel og at blive fundet på relevante nøgleord vil fortsat være uændret, uanset om at du anvender Microsoft eller ej. Microsoft vil over for deres brugere i fremtiden eksponere LinkedIn-data i deres services og funktionaliteter, og derfor vil alle med en LinkedIn-profil opnå bedre besøgstal og få endnu mere eksponering ved at have en god profil,” siger han.

Skrevet af

Læs også

Top