Venture-boss om Brexit: Jeg ville være mere bekymret, hvis jeg var et britisk startup

Den britiske afstemning om at træde ud af EU har efterladt mange spørgsmålstegn på det europæiske marked. Danske startups bør dog ikke være alt for bekymrede på den korte bane

Det britiske folk har talt. Resultatet af Brexit-afstemningen har sendt chokbølger rundt i Europa, og på de europæiske aktiemarkeder forventer man et kursfald på mellem 5 og 15 procent i løbet af dagen, skriver Euroinvestor.

Det efterlader mange spørgsmålstegn – også om villigheden til at investere i startups – men der er ingen grund til, at spirende virksomheder i Danmark straks trykker på panikknappen.

”På kort til mellemlang sigt ville jeg være mere bekymret, hvis jeg var et britisk startup. Man må stille spørgsmålet, om appetitten vil være lige så stor for at investere i Storbritannien i forhold til resten af Europa,” siger Jimmy Fussing Nielsen, partner i Sunstone Capital Technology Venture.

Investorer trækker ikke stikket

Generelt er der en tendens til at overreagere på den korte bane, mener han og hæfter sig ved, at ingen endnu kender resultatet af de kommende forhandlinger mellem EU og Storbritannien.

På den lidt længere bane bør danske startups heller ikke frygte for, at venturefondene løber tør for penge til investeringer.

Ifølge Jimmy Fussing Nielsen er det svært at forestille sig, at investorer, som pensionskasser og stater, pludselig trækker stikket. De næste to til fire år vil der stadig være kapital at investere, og det får Brexit ikke den store indflydelse på.

Ny dimension af politisk usikkerhed

”Jeg har svært ved at forestille mig, at hvis der kommer en stærk virksomhed ind til os, og vi har penge at investere, at vi så ikke vil gøre det, fordi Storbritannien er gået ind i en proces, hvor de skal skilles fra EU,” siger han og fortsætter:

”Det her skaber selvfølgelig en ny dimension af politisk usikkerhed, som vi ikke har skullet tage stilling til i Europa i et stykke tid, og det er noget, investorer sætter mindre pris på. Men det er ikke den væsentligste komponent, når man investerer i startups.”

Faldet i aktiekurserne er selvfølgelig heller ikke uden betydning. Men selv hvis aktiemarkedet falder ti procent, får det ikke voldsom store konsekvenser for investeringer i nye danske virksomheder, forklarer Jimmy Fussing Nielsen.

Alting stabiliserer sig på et tidspunkt

”Vi skal jo gerne have pengene ti gange igen, når vi investerer, og der betyder de ti procent ikke så meget. Konsekvensen på den længere bane handler mere, om de internationale investorer ændrer deres holdninger til, om de skal lægge de penge, der går ind og finansierer startups,” siger han

Jimmy Fussing Nielsen har ikke lyst til at spå for meget om udviklingen flere år ud i fremtiden, men slutter alligevel af på den positive side.

”Hvis verden stadig ser meget giftig ud, så må vi stille os spørgsmålet, om hvor meget vi så kan og vil investere. Men det har jeg svært ved at forestille mig. Alting stabiliserer sig jo på et tidspunkt,” siger han.

Læs også

Top