Arkiver

BusinessNyhederVenturekapital

Nyt device skal styrke de kreative processer i hjernen

Det danske startup Plato vil give den kreative hjerne de bedste arbejdsmuligheder med deres nye device. De har netop modtaget en millioninvestering og launcher nu nyt website.

Hjerneforskerteamet bag Plato har netop modtaget en millioninvestering fra Ditlev Bredahl fra KickAss Capital og tidligere på året var det serieinvestoren Nicolaj Højer Nielsen, der investerede i startuppet. Pengene skal bruges på produktudvikling, og i den forbindelse søger startuppet mennesker, der vil være med til at teste og udvikle deres device.

Processer i hjernen er hele omdrejningspunktet for Platos forskning. De prøver at finde ud af, hvordan man kan påvirke hjernen til at opnå det bedst mulige udgangspunkt for kreative processer og problemløsninger. Det er alt sammen meget kompliceret, men kort fortalt prøver teamet bestående af hjerneforskere og ingeniører at udvikle et device, hvorigennem man kan påvirke hjernens processer. De har igennem flere år undersøgt, hvordan processerne i hjernen bliver påvirket af elektronisk og kemisk påvirkning, og har nu fundet frem til en teknologi, der viser gode resultater.

Alle har prøvet at klappen går ned

Den teknologi, de udvikler på lige nu, er ’non-invasive’, og det betyder, at hjelmen sidder på huden og stimulerer hjernen elektronisk uden at penetrere huden. Teknologien kaldes tDCS, og behandlingen bruges i dag primært til behandling af langtidsdepressive, ADHD-patienter og Alzheimers-patienter. Plato vil overføre teknologien til optimering af problemløsning.

”Arbejder man inden for et felt, hvor viden er den største del af ens arbejde, hvad enten det er journalist, advokat eller markedsføringsekspert, så har de fleste oplevet, at klappen går ned eller skriveblokeringen sætter ind. Og når det sker, så har vi forskellige måder til at blive inspireret eller finde alternative løsninger. Det kan enten være en løbetur eller en Soduko. Med hjelmen vil vi prøve at stimulere hjernen, så vi kan springe vores inspirationsmetoder over,” forklarer Balder Onarheim, hjerneforsker og medstifter af Plato.

Både Nicolaj Højer Nielsen og Ditlev Bredahl er aktive i virksomheden, men de giver Plato stor frihed til at gøre det, de er gode til, og så byder de ind med hjælp til den forretningsmæssige del med blandt andet markedsføring. De har præsenteret Plato for et stor netværk, der kan hjælpe dem på vej videre. Og startuppet er nu klar med et nyt website.

25 pionerer søges

Teamet launcher i denne uge et nyt website, hvor de præsenterer deres Pioneers Program, hvor de tilbyder 25 pladser. Platos pionerer skal være en vigtig del af udviklingen af produktet Plato, og de udvalgte vil få mulighed for at få adgang til alle nyudviklinger af Plato i fremtiden. Så er du interesseret i hjerneforskning og ellers sund og rask, så se mere her.

Skriv et svar