Startup melder krig mod ondsindede modermærker

Antallet af konstaterede tilfælde af hudkræft stiger, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse. Et nyt startup har udviklet en app til at holde øje med dine modermærker, så du kan opfange enhver form for forandring, før det bliver farligt.

Man kender det selv. Man har det der modermærke, som man har haft hele sit liv og ikke skænket en tanke. En dag slår det en; er det ikke ligesom blevet større? Og hvad er det – har det fået en ven? Hvornår i alverden skete det mon, tænker man så. Men frygt ej, hjælpen er på vej. Og den hedder Miiskin.

Startuppet er startet af Jon Friis og Nikolaj Falstie-Jensen. Ideen kom fra Jon Friis og opstod i forbindelse med hans kærestes udvikling af potentielt skadelige modermærker. De oplevede, at det var svært at holde øje med, om de var vokset, havde skiftet udseende, eller om der ligefrem var et nyt. Hun havde allerede fået fjernet 12, så tvivlen lurede hele tiden lige om hjørnet, fortæller Jon Friis. Kunne det udvikle sig til modermærkekræft?

“Min kæreste har igennem mange år haft udfordringer med hendes hud og har været til check hos lægen cirka en gang om året. Hun har allerede fået fjernet mindst 12 brune pletter – heldigvis uden at der har været noget ondsindet i dem. Hele hendes familie har flere pletter end normalen, så vi ved, at vi skal være observante, ligesom personer med meget lys hud, personer med tilfælde af modermærkekræft i familien, eller hvis man har fået for meget sol eller solarie som ung,” lyder fra iværksætteren.

Men det er svært at skulle holde øje med et modermærke, om det sidder på en selv eller på andre, forklarer han. Og han følte sig egentlig heller ikke tryg ved at skulle stå med det ansvar. Han havde ikke lyst til at skulle være den, der skulle bedømme en eventuel udvikling.

Manglede et værktøj mod hudkræft

Men Jon Friis oplevede ikke, at lægerne selv tog initiativ til at dokumentere udviklingen med billedmateriale eller havde andre bud på en brugbar løsning. Han fortæller, at de forskellige cancer-foreninger har opfordret til selv at dokumentere, så mange af deres brugere har været vant til selv at tage billeder og gemme på computeren. Men han følte, at de manglede et bedre og nemmere værktøj til at holde øje med modermærkerne.

Derfor har han udviklet en app, der dokumenterer dine modermærker. Den registrerer, hvornår du starter med at tjekke, gemmer billederne og hjælper dig med at huske, hvilket modermærke, der skulle holdes øje med. Og så husker den dig på, hvornår du skal tage et nyt billede, gerne en gang om måneden. Derefter kan man så selv sammenligne de forskellige billeder.

På nuværende tidspunkt findes den kun til Android, men til gengæld ligger den nummer 1 på listen over apps med fokus på hudkræft, tilføjer Jon Friis. Miiskin er nemlig ikke de eneste, der har ønsket at rykke ved, hvordan man kan monitorere og tjekke sine modermærker. Danske Teleskin, der vandt Next Step Challenge 2014, har ligeledes lanceret en app, der hjælper med at scanne og sammenligne modermærker. Appen, som hedder Skinscan, blev lanceret i august 2015, og i foråret havde flere end 45.000 danskere allerede downloadet den.

Læs også: SE Vækstpulje investerer i app mod modermærkekræft

Det er en enkel app, der udfører en enkel feature, men responsen fra brugerne har været god, fortæller stifteren. De får ofte henvendelser fra brugere, der er glade for at monitoreringen er blevet nemmere. Og det har været en stor hjælp i udviklingen af appen. De mange interviews og den gode dialog med brugerne har lært teamet, hvilke features som skal udbygges, og hvordan Miiskin kan forbedres.

“Ofte gaber iværksættere over et eller andet kæmpestort problem, som så bliver for besværligt at løse, og derved får de ikke lukket hullet i markedet, fortæller han og fortsætter: “Miiskin giver ikke et bud på hverken tilstand eller en diagnose, men derimod et værktøj til selvmonitorering af modermærker.”

Mange ved det nemlig ikke nødvendigvis, men hudkræft dækker over mange slags kræft, og modermærkekræft er altså den farligste af dem. Men heldigvis og den mest sjældne.

Miiskin satser på lande uden samme sikring som Danmark

Miiskin er på nuværende tidspunkt i gang med anden investeringsrunde. Pengene skal gå til videreudvikling og forbedring af appen. Og så vil de gerne kunne starte et samarbejde med lægerne. Drømmen er, at brugerne på sigt skal kunne sende billederne direkte til lægen, som så kan vurdere, om der er noget at være bekymret for.

Deres primære målgruppe er nemlig ikke det danske marked lige nu. De henvender sig snarere til de engelsktalende lande, såsom USA, Storbrittanien, Austarlien og New Zealand. Brugerne fra de lande har nemlig oftest brugerbetaling på læger og nogle gange også en transporttid på flere timer, for at komme til en hudlæge.

“To tredjedele af jordens befolkning har svært ved få ordentlig adgang til læger, og derfor stiger behovet. Men samtidig stiger udgifterne til egenbetalingen også. Derfor vil vi gerne kunne inkorporere den feature i appen, så folk bare kan sende deres billeder ind og finde ud af, om deres bekymringer er rigtige,” fortæller han.

Læs også: Brugervenlige sundhedsapp Skinscan i rivende fremgang

Målet er i det hele taget dialog. Dialogen med lægerne, men også med appens brugere. Heldigvis har de en god henvendelsesrate fra brugerne, fortæller han, og det hjælper dem med et klart roadmap for appen, en retning og nogle ønsker, de kan arbejde udfra.

Håbet er nemlig at kunne hjælpe endnu flere i fremtiden og gøre det nemmere for folk hurtigt at opdage de farlige forandringer, så de kan gøre noget ved dem.

Miiskin i Forbes som en del af fremtidens Health Tech

Jon Friis mener, at Health Tech er kommet for at blive. Og det er Todd Hixon, en Venture Capital Investor fra USA enig med ham i. Det skriver han i et blogindlæg på Forbes. Her snakker han om fordelen ved denne type apps og fremhæver netop Miiskin. Han påpeger, at hele verden digitaliserer og indstiller kommunikationsvejene efter det, og det bør lægeverdenen også gøre. Og brugerne kræver det.

For selvom den endelige diagnose er op til den professionelle læge, så kan brugerne både spare tid og penge, men også potentielt undgå et langvarigt og smertefuldt sygdomsforløb, hvis de bliver udstyret med værktøjer til selv at monitorere forandringer i eller på kroppen, skriver han.

Heldigvis er vi ikke i den situation i Danmark. Vores lægebesøg er betalt over skatten, og vi skal sjældent køre særligt længe for at komme til en læge. Netop derfor har Miiskin heller ikke markedsført appen så meget i Danmark, men det betyder ikke, at de danske brugere ikke kan nyde godt af den selvom den er på engelsk.

 

Læs også

Top