Arkiver

BusinessDebatIværksætterlivNyheder

Investorer eller ej? Det kommer an på, hvad du vil med din virksomhed

Investorer

Nye virksomheder bør i højere grad satse på organisk vækst, mener manden bag dansk startupsucces. God idé, medmindre man ønsker at blive det nye Uber, lyder det omvendt fra erfaren iværksætter og investor.

Der er mange fordele ved at være herre i eget hus, når man starter sin nye virksomhed.

Kristoffer Hjerrild grundlagde for tre år siden sin webshop, winkwink.dk, uden hjælp fra investorer. Det gjorde han blandt andet ved at trække på sit netværk, og han råder andre iværksættere til at gøre det samme, hvis de har muligheden for det.

”Det er kommet på mode at få en investor, og det kan jo virkelig være et boost, hvis man finder de rigtige, især hvis de kan bringe viden ind i virksomheden. Men du kan også sidde med en passiv medejer, som har kontrol over dig og din virksomhed,” siger han i en pressemeddelelse.

God tid til at lære

Investorer er en nødløsning, hvis man ikke kan nå sit mål uden hjælp udefra, mener han. Som udgangspunkt bør iværksættere gå efter at vækste organisk. Kristoffer Hjerrild startede selv med 100.000 kroner, og winkwink.dk, der sælger sexlegetøj og lingeri, omsætter i dag for et syvcifret beløb.

”Jeg tror, at mange overser, hvor langt man kan komme uden en investor. Det er klart, at man skal have sparet lidt penge op, for at det kan lade sig gøre. Men det skal du jo alligevel, hvis du skal have en seriøs investor med på din idé, for du skal vise, at du er risikovillig og virkelig vil det,” siger han.

Brug for kapital og erfaring

Organisk vækst kan da også være en god idé, især hvis man endnu ikke har megen erfaring med startups, fortæller iværksætter og investor Thor Angelo. Det giver god tid til at lære, hvordan man skal styre sin virksomhed på et stadigt højere niveau.

Omvendt når man ikke langt, hvis målet er, at virksomheden skal vækste meget hurtigt. Det er her, investorerne kommer ind i billedet.

”Meget hurtig vækst kræver både kapital og erfaring. Man har for eksempel ikke råd til at investere i ti sælgere fra første dag, og samtidig sætter man gang i hundrede ting på én gang, hvor man gerne brænder to millioner kroner af om måneden. Så skal man have styr på, hvad man laver,” siger Thor Angelo.

Ulempen er selvfølgelig, at man mister ejerandele og selvstyre i sin virksomhed til investorerne, fortsætter han. Derfor skal man gøre op med sig selv, om man er klar til at betale prisen for hurtig vækst.

Uber eller sko?

”Vil du lave en Uber eller en butik, der sælger sko? Jeg byggede LanguageWire over 12 år, hvor vi gik fra nul til 100 medarbejdere. Nu bygger jeg OrderYoyo, og jeg ville dø, hvis jeg skulle vækste i samme langsomme tempo. Jeg har hyret næsten 50 mand på et år, og om et år mere er vi 100,” siger Thor Angelo.

Problemet med hurtig vækst er dog, at den gør mange iværksættere blinde for, at det også er muligt at klare sig uden investorer, mener Kristoffer Hjerrild.

”Det er tydeligt at se, at der er sket en stor udvikling de sidste to-tre år. Hvis man kigger rundt i diverse startupmiljøer, vil man se, at hurtig vækst er et populært emne blandt iværksættere og ofte målet, men det er desværre en stor misforståelse,” siger han.

Få mere fart på

Tre år efter opstarten har Kristoffer Hjerrild udvidet til Sverige, og senere i år er winkwink.dk ifølge den unge iværksætter på vej ind i et tredje land.

Thor Angelo kan ikke se nogen gode grunde til at tilknytte investorer, medmindre målet er at vækste hurtigt. Samtidig er organisk vækst dog i nogle tilfælde uhensigtsmæssigt langsom, tilføjer han.

”Man kan komme langt for 100.000 kroner, men hvis man rammer plet i markedet, så få noget mere fart på,” lyder rådet.

Skriv et svar