Rekordmange nye udviklere på vej

ITU

Der er godt nyt til det danske tech-miljø. IT-Universitet i København melder nemlig om rekordhøj ansøgning til deres bachelor i softwareudvikling.

232 ansøgere blev det til i år til softwareudvikling, melder ITU. Det er en stigning på 46 procent, så det stemmer overens med universitets kapacitetsstigning på 50 procent, som universitetet varslede i starten af året. Faktisk er antallet af ansøgere til ITU’s uddannelser generelt steget i år, men bacheloren i software-udvikling løber med pokalen.

”Vi ser tydeligt, at endnu flere gerne vil læse softwareudvikling, som i forvejen er ITU’s største bacheloruddannelse. Vi har i år øget kapaciteten med 50 procent, takket være en engangsinvestering fra universitetets bestyrelse, så vi er meget tilfredse med, at søgningen er vokset tilsvarende”, siger rektor Mads Tofte i en pressemeddelelse.

Læs også: IT-Universitetet lytter: Nu kommer der flere softwareudviklere i Danmark

Stor efterspørgsel på udviklere

Det danske erhvervsliv har i efterhånden flere år skreget på flere udviklere til det stadig mere digitaliserede marked. En rapport fra Erhvervsstyrelsen bakker op om skævvridningen i efterspørgsel og udbud. Faktisk viser rapporten, at op mod 27 procent af de virksomheder, der har søgt efter it-specialister med tekniske konstruktionskompetencer, som eksempelvis softwareudviklere, er gået forgæves i jagten.

Derfor er ITU naturligvis meget glade for den store stigning i ansøgere til deres uddannelser. For som Mads Tofte påpeger, så er der et stort behov for de færdiguddannede udviklere og derfor også glimrende karrieremuligheder, når de er færdige.

”Næsten alle former for udvikling i det danske samfund involverer på den ene eller anden måde it-udvikling. Derfor er det at have dygtige it-udviklere rigtig vigtigt for landets fremtid”, siger han.

Læs også

Top