Danske iværksætterstuderende imponerede til European Enterprise Challenge 2016

danish cardboard tech

EM i Entreprenørskab løb af stablen i Bukarest i denne uge og i går blev vinderne kåret. Det var danske studerende, der vandt både anden- og tredjepladsen for deres nyskabende ideer og ambitioner.

De to medaljevindere har flere ligheder. Udover at ideerne begge har jyske ophav fra Erhvervsakademi Aarhus og University College Nordjylland, så satsede begge hold også på udvikling af løsninger til gangbesværede.

Danish Cardboard Tech har udviklet en bæredygtig krykke af genbrugspap, som kan smides ud efter brug. Krykken kan bruges i alt slags vejr, og sparer hospitalerne for mange penge. Den idé gav de fire innovative unge fra Erhvervsakademi Aarhus den samlede andenplads.

“At vi løber med en 2. plads, det er dejligt. Vi ville jo gerne have vundet 1. pladsen – selvfølgelig ville vi det! Men det er fint, for vi har fået meget feedback, råd og vejledning som vi kan tage med videre. Vi har fået nogle skulderklap, som viser, at vi går den rigtige vej. Som iværksætter er man tit i tvivl om, hvor god ens idé er, men oplevelsen her bekræfter os i, at vi gør det rigtige, og at vi har gang i noget godt. Det bringer os videre fremad,” lød det fra gruppen efter prisuddelingen.

Safety Chair har udviklet en stol, så gangbesværede kan forcere trapper. Stolen skal bruges som et supplement, hvis andre flugtveje i en bygning er utilgængelige. Stolen bruger ikke strøm og kan klappes sammen, så den kan bruges, hvor det er nødvendigt. Den idé gav de nordjyske studerende en samlet tredjeplads.

Det har været varmt, hårdt og intenst, men også spændende, sjovt og udfordrende, og så har vi virkelig lært en masse! Vi havde overhovedet ikke regnet med at vinde, så det er helt fantastisk. Og vi har jo faktisk vundet tre priser i alt, hvilket er helt vildt. Vi skal helt klart videre med Safety Chair, så nu skal vi have fundet ud af, hvor vi skal hen, og hvordan vi skal gøre det, lød det fra Lasse Mørk Madsen og Lasse Switzer  fra Safety Chair efter de havde modtaget deres pris.

Prisregn i Bukarest

Glæden stoppede ikke ved de to flotte placeringer. Begge danske iværksætterhold modtog også NN Social Award. Denne pris gives egentlig normalt kun til et enkelt hold, men både Safety Chair og Danish Cardboard Tech havde formået at imponere dommerne så meget at de uddelte to awards. Det betyder at begge hold modtog en præmie på 1500 euro og adgang til en mentorordning, der kan hjælpe dem videre i forløbet mod en realisering af deres forretningsideer.

Begge hold har udviklet deres ideer i forbindelse med Start Up Programme, som er faciliteret af Fonden for Entreprenørskab og DM i Entreprenørskab. Og til DM i Entreprenørskab vandt begge iværksætterhold faktisk også både første og andenpladsen- bare i omvendt rækkefølge. Her var det Safety Chair, der vandt førstepladsen, men Danish Cardboard Tech lige i hælene på andenpladsen.

Trendsonline glæder sig til at følge deres fremtidige udvikling.

Billedmateriale fra JA Europe.

Læs også

Top