Airhelp står klar til at hjælpe, hvis ferien går i ged

Det tre år gamle startup hitter med kontorer spredt ud i hele verden – de indbegrebet af global, som de selv siger. Trendsonline har taget en snak med dem om sommerferie, højsæson og aflyste fly.

Det er højsæson og den velkendte industriferie i Danmark. Det betyder, at folk valfarter til lufthavnen med kurs sydpå. De skal ned og dase ved stranden eller poolen, mæske sig i lækker eksotisk mad og måske en cocktail eller to. Måske har de endda små børn med, som har glædet sig i flere uger. Men hvad så, hvis flyet bliver aflyst?

Airhelp fortæller, at de bestemt ser flere sager i højsæsonen. En naturlig følge af, at der er flere, der rejser, er også aflysninger og forsinkelser. Og det er svært at sige hvad tallet for 2016s højsæson ender på, fortæller de, men de kan berette om en stor kundekreds siden lanceringen i 2013.

“Vi har nu hjulpet mere end 750.000 passagerer siden vi startede,” lyder det fra medstifter af Airhelp, Nicolas Michaelsen.

Airhelp blev stiftet i 2013 og har som mission at gøre flyveture til en bekymringsfri oplevelse for alle. Det gør de ved at stå klar med hjælp, hvis turen glipper eller andet uforudset skulle ske. Ifølge dem kan du faktisk være berettiget til op mod 600 euro, hvis dit fly har været aflyst eller bare forsinket i løbet af de sidste tre år.

Du kan få hjælp når som helst, uheldet er ude

Det er mest forsinkelser, der ødelægger ferien for folk. Ofte er disse forsinkelser på over tre timer, som er den grænse, der berettiger passagerer til kompensation. Men hvornår kan man henvende sig til Airhelp? Det kan man faktisk med det samme, uheldet er ude.

“Når som helst. Man kan bruge vores hjemmeside eller app, hvor man gratis kan tjekke, om man er berettiget. Det tager mindre end to minutter, og man får besked med det samme. Desuden kan man også logge ind med sin e-mail eller Tripit-konto og automatisk se, om man har penge til gode for flyvninger inden for de sidste tre år,” fortæller Nicolas Michaelsen.

Så inden du får sagt ja til et mindre tilfredsstillende tilbud fra flyselskabet, kan det være en god ide at tjekke med Airhelp. Om ikke andet så bare for en sikkerheds skyld.

Kun omkring én procent modtager korrekt kompensation

For en sikkerheds skyld kan det også være en fordel at orientere sig på hjemmesiden, inden man vender næsen mod lufthavnen. Airhelp har lavet en oversigt over de forskellige flyselskaber, og hvordan de er vurderet ud fra parametre som kvalitet og service, punktlighed og håndtering af passagerernes rettigheder.

De giver også et samlet overblik over dine rettigheder som passager, hvis uheldet skulle være ude. Der er nemlig flere gode tips at hente. Eksempelvis har du ret til både forplejning og telefonopkald, mens du venter og indkvartering, hvis forsinkelsen er mere end et par timer. Du kan også nægte en om-bookning, hvis flyet er overfyldt og få både refunderet din billet samt kompensation på op mod knap 4500 kroner.

Det er en god idé, at være bevidst om dine rettigheder som passager. Ifølge Airhelp er det nemlig kun omkring én procent af berettigede flypassagerer, som rent faktisk modtager den kompensation, som de har krav på.

Airhelps 10 gode råd til nødstedte flyrejsende

Trendsonline bad Airhelp om et par gode råd, så man som passager kan helgardere sig. Her er Airhelps 10 råd til den nødstedte flypassager.

1. Gem altid dine e-billetter og gerne boardingkort.

2. Få gerne dokumentation fra flyselskabet på dagen om hændelsen.

3. Gem sms’er/emails fra flyselskabet/rejsebureauet.

4. Hvis flyselskabet oplyser om grunden for hændelsen, så skriv den ned.

5. Læg mærke til tavler og skærme i lufthavnen, om andre fly er påvirket.

6. Flyselskabet er forpligtet til at betale for eventuel overnatning, mad og drikke samt to korte telefonsamtaler.

7. Flyselskabet er forpligtet til at transportere dig til slutdestinationen eller returnere dig til startdestinationen hurtigst muligt og uden merpris.

8. Send dit krav ind hurtigst muligt, så snart hændelsen er sket.

9. Husk, forsinkelser på tre timer eller derover også er berettiget til kompensation.

10. Hvis du accepterer at frasige dig din plads på et fly ved overbookning, så er du ikke berettiget til kompensation.

Læs også

en kommentar;

Top