Son of a Tailor får selskab af Morten Strunge og Pandora-direktør

Son of a Tailor, den første online t-shirt skræddervirksomhed, som for tiden hitter stort i USA, har lukket investeringsaftale med serieiværksætter Morten Strunge og tidligere Pandora-direktør Thomas Ryge Mikkelsen.

Son of a Tailor gik i luften i sommeren 2014 og kunne allerede om efteråret melde om en stor investering fra Founders AS, til at udvikle en online platform til forretningen samt en skalerbar værdikæde. De eksporterer nu til 60 lande, hvoraf det amerikanske marked er den største aftager.

Nu får de selskab i bestyrelsen af Morten Strunge, der står bag startup-succeser som Onfone og Mofibo. Sammen med ham sætter også Thomas Ryge Mikkelsen, som i mange år stod med det globale ansvar for forretningsudvikling, retail og marketing i Pandora, sig ved bestyrelsesbordet.

“Son of a Tailor er nok den mest interessante start-up virksomhed inden for Consumer Brands i Danmark. De bevæger sig i et krydsfelt mellem mode, teknologi, værdikædeoptimering og bæredygtighed, hvilket er helt unikt. Dernæst har de med deres vækst vist, at de er i stand til at eksekvere og ikke er bange for at gå internationalt.” siger Morten Strunge i en pressemeddelelse.

Og Thomas Ryge Mikkelsen er enig.

“Son of a Tailor folkene har gennem hårdt arbejde skabt en unik værdikæde med en intelligent digital brugerflade, der er integreret bagud i en effektiv supply chain, og med et meget personligt kvalitetsprodukt som slutresultat. De gør T-shirt produktionen transparent for kunden helt ned til hvilken syerske, der har lavet T-Shirt’en, og arbejder bæredygtigt med økologisk bomuld, lave returrater og stort set ingen spild. Jeg tror på, at disse kvaliteter vil definere fremtidens modefirmaer og forbrugere”, siger han.

Læs også: Son of a Tailor gør op med masseproducerede T-shirts

Gennembrud i sigte

Morten Strunge mener, at skræddervirksomheden kan stå over for et stort gennembrud. Det bygger han på den loyale kundegrupe, hvoraf kun 2,5 procent returnerer deres varer, i modsætning til de store online modeforhandlere, som ligger på mellem 30 og 50 procent i returnerede varer.

CEO i Son of a Tailor, Jess Fleischer, håber da også på, at virksomheden nu får gode muligheder for vækst og for at sætte sig på de gode markedsandele, med hjælp fra de to erfarne erhvervsdrivende.

“At få to så stærke profiler ind i virksomheden på nuværende tidspunkt er noget nær et drømmescenarie for os. Vi har set en enorm interesse i vores produkt fra udlandet, og specielt USA, og med denne investering har vi mulighed for at etablere os i endnu højere grad på de markeder. Dernæst har de to i kombination en unik indsigt i forretningsudvikling, consumer brands, markedsføring, og kundeloyalitet”, siger han.

Med udviklingen af platformen håber Son of a Tailor at kunne revolutionere t-shirt-industrien, så den kommer til at handle om kvalitet og ansvarlighed, frem for ren forbruger-tankegang.

“T-shirten er blevet et ikon for ’brug-og-smid-væk-kulturen’, og masseproduktion når det er værst. Vores vision er at lave bedre t-shirts, under bedre forhold, og øge fokus på kvalitet og generel ansvarlighed i produktionen af tøj. For mig at se er det lean production 2.0. Vi har taget lean-tankegangen og overført den til modeindustrien på en måde, der giver mening. Vi er naturligvis stolte over, at to så erfarne erhvervsfolk tænker det samme,” lyder det afslutningsvis fra Jess Fleischer.

Læs også

Top