Nyt startup hjælper dig med at udnytte dine ekstra kvadratmeter

Et nyt skud på stammen af deleøkonomi-træet er Spaceflex. De lancerer nu deres nye og forbedrede platform, der gør det muligt for private at udleje opbevaringsplads til andre private.

Hvis du ligger inde med en stor kælder, du ikke selv bruger, så kan det være, at naboen længere nede af vejen gerne vil leje den. Eller har du alligevel ikke noget stående i dit loftrum, men har heller ikke lyst til at afstå det, så vil din overbo sikkert gerne leje det af dig. Med Spaceflex er det nu blevet nemmere.

Spaceflex er en online platform, hvor private kan udleje den opbevaringsplads, de har til overs, og andre private kan finde ekstra plads til at opbevare deres ting. Platformen er en del af deleøkonomi-boomet, der er skyllet ind over Danmark i de sidste par år. Du kan efterhånden dele og udleje det meste: din bil, din lejlighed, et lift, dine evner som hundepasser, dit værktøj. Det hele. Og nu også dine kvadratmetre.

Opbevaring rundt om hjørnet

Spaceflex går ind som en modspiller til de store opbevaringsfirmaer såsom Shurgaard, Pelicanselfstorage og andre lignende virksomheder. De mener nemlig, at der er et hul i markedet for opbevaring, fortæller stifter Marcus Bodnia.

“Vores storbyer udvikler sig i retning af pladsmangel, som skaber et pres på kvadratmetrene. Specielt nybyggeri har kun fokus på beboelige kvadratmetre. Og mange af self-storage- tilbuddene, de ligger tit langt væk fra byen, de er ikke synderlige charmerende og så er de meget dyre,” fortæller han.

Konceptet for Spaceflex går ud på at opbevaring skal være nemt – både for lejer og udlejer. Platformen gør det muligt at finde opbevaring i ens eget nabolag, fortæller Marcus Bodnia. Det betyder også, at man som lejer har nemmere adgang til sine opbevarede ting.

Den stabiliserende tredjemand

Spaceflex agerer som en facilitator mellem lejer og udlejer. De er den tredje part, der tager sig af alt fodarbejdet og formidler kontakten mellem parterne. Platformen afkræver et mindre kommissionsgebyr af lejer, mens det er gratis for udlejer. Men det gebyr betyder så også at opbevaringspladsen, samt de opbevarede ting, er forsikrede, så både udlejer og lejer kan føle sig trygge i samarbejdet, fortæller Marcus Bodnia. Derudover bliver der skrevet en digital lejekontrakt, så begge parter er sikrede mod ulovligheder, samt indeholder en såkaldt opbevaringsliste; en liste over alle de ting, man som lejer får opbevaret, så der ikke er nogen tvivl.

“Du kommer måske med en sofa, et bord og fire flyttekasser, som du skal have opbevaret. Hvis der så pludselig kun er tre flyttekasser, så kan vi gå ind og tjekke listen, og der kan vi så se, at der mangler en flyttekasse. Det hjælper også i forhold til forsikringen, at du ikke skal ud og bøvle med at bevise, at der mangler nogle af dine ting,” forklarer Marcus Bodnia.

Betalingen er også noget, som Spaceflex tager sig af, fortæller han. På den måde skal udlejer ikke bøvle med opkrævning af leje, og lejer er sikret mod diverse lyssky krav, der popper op lige pludseligt. For alt er skrevet ned og underskrevet.

Og det er noget brugerne har været glade for, fortæller Marcus Bodnia.

“Vi har mange brugere, som har haft enten udlejet eller lejet gennem sider som Boligportalen eller dba.dk og deres oplevelse har været, at der manglede den der tredjemand, der kunne skabe en form for sikkerhed, både for at man får sine penge for udlejningen, men også at ens ting er i sikkerhed hos udlejeren,” udtaler han.

Økonomien tæller

Det kan faktisk også være en ret indbringende oplevelse at leje sit kælder- eller loftsrum ud. Marcus Bodnia nævner et par af deres brugere, som har udlejet deres opbevaringsplads.

“Vi har en studerende på Nansensgade, som tilfældigvis havde fået et loftrum på 22 kvadratmetre da hun købte lejligheden. Nu lejer hun det ud og tjener op imod 1600 kroner om måneden på det, hvilket varmer meget i det stramme SU-budget. Vi har en anden, der udlejer sit kælderrum på Nørrebro, som ligger i lidt højere kurs, så han tjener omkring 2400 kroner om måneden. Det er en nem måde at skabe en ekstra indtægt, for det kræver ikke rigtigt noget arbejde af en. Den gennemsnitlige lejer har brug for adgang til sine ting omkring hver 45. dag og da det tager fem minutter for udlejeren, så påvirker det meget lidt ens hverdag, forklarer han.

Flere startups har også fået øjnene op for Spaceflex og platformens priser.

“Vi har seks startups som lejer plads for tiden. De er jo tit mere økonomisk sårbare, så de har ikke nødvendigvis råd til de klassiske self-storage løsninger og har ofte heller ikke et stort lagerbehov. De skal måske bruge mellem 20 til 50 kvadratmetre og ser stor værdi i at få det i nærheden af der hvor de sidder til dagligt. Så det er super motiverende at vi også kan gå ud og hjælpe andre startups,” fortæller Marcus Bodnia.

En løs ide

Spaceflex blev stiftet af Marcus Bodnia i oktober sidste år, og der var det egentlig mest en ide på forsøgsstadiet, fortæller han. Gennem eget netværk fik han så kontakt til Martin Elvar og Emil Lysgaard, som er henholdsvis frontend og backend udviklere. De tre klikkede med det samme og blev hurtigt enige om, at starte forretning op sammen. Martin Elvar har tidligere erfaring inden for iværksætteri, hvor han har startet en platform indenfor sundhedssektoren, efter han sad hos Autobutler. Emil Lysgaard er heller ikke ny i miljøet, da han tidligere har været hos både Tradable og Gobox.

Erfaring fra udlandet

Spaceflex er umiddelbart alene på det skandinaviske marked, med deres forretningsmodel, fortæller Marcus Bodnia. Der har været startups, der har forsøgt sig med samme koncept, men de er aldrig nået over de tidlige stadier, forklarer han. Hans teori er, at de andre startups måske har gjort fejlen at fokusere for meget på udvikling af produktet. De har ikke gjort benarbejdet med at gå til brugerne og fået deres feedback på konceptet, ligesom Spaceflex gjorde. De udviklede nemlig konceptet efter “lean startup” princippet. De fokuserede på et simpelt produkt, der opfyldte brugernes grundlæggende kriterier, som herefter videreudvikles i samarbejde med brugerne.

“Den dialog, vi har haft igennem forløbet, har givet en unik feedback fra vores brugere,” udtaler Marcus Bodnia.

Men der er startups i henholdsvis Australien, USA og Frankrig, der arbejder indenfor samme koncept som Spaceflex, fortæller Marcus Bodnia, alle sammen i tidlige stadier, ligesom dem selv. Men de er ikke umiddelbart konkurrenter, uddyber han. Ligesom Spaceflex er de virksomheder, der fokuserer på de lokale miljøer, så derfor går de ikke ind og truer hinandens markedsandele. Til gengæld har de haft kontakt og kunnet drage fordel af hinandens erfaringer i gennem udviklingsprocesserne, fortæller han. Og så har det jo også vist, at konceptet holder vand, mener han.

“Vi har sparret en del med hinanden, og ser potentielle muligheder for et samarbejde i fremtiden og udvikle konceptet yderligere. Vi har jo en gensidig interesse i at se hinanden lykkes, for det gør os alle stærkere,” siger Marcus Bodnia og fortsætter, ” Sådan er det med iværksættermiljøet. Der er en fællesskabsfølelse, hvor vi alle ved hvor meget det kræver for at lykkedes med det man arbejder på.”

Læs også

en kommentar;

Top