Arkiver

NyhederVenturekapital

Ny millioninvestering til fintech-startuppet Mymonii

Mymonii vil være fremtidens mobile bank- og betalingsløsning for børn og unge. Den unge virksomhed har netop lukket en ny millioninvestering fra tre danske business angels, der bringer startuppet et skridt nærmere sin vision.

Det kan være en god idé at lære sine børn om penge. Penge er ikke noget, man kan tage for givet i denne verden – de skal tjenes. Vi kender alle personer, som er dårlige til at administrere sine penge. Omvendt kender vi også dem, som øjensynligt får meget mere ud af hver krone end alle andre. Mymonii forsøger at gøre økonomi mere håndgribeligt for børn og unge i håb om at blive målgruppens fremtidige mobile bank- og betalingsløsning. Den danske virksomhed modtager nu to millioner til den fortsatte udvikling af projektet.

Mere end kapital

Med den seneste investering får Mymonii, foruden kapital, vigtig erfaring fra forskellige baggrunde. Mymonii har tidligere rejst én million kroner fra serieiværksætter Thor Angelo og SEED Capitals Discovery loan, som har været med hele vejen.

To af de nye investorer er Jonas Vognsen og Morten Astrup. Sammen har de stiftet og solgt virksomheden IT Minds. De er uddannet inden for finans, men har også bred erfaring inden for IT – både som stiftere og investorer.

”Grunden til, vi vælger at investere i Mymonii, er dels fordi, vi synes, det er imponerende, hvor langt teamet allerede er nået med produkt og antal brugere, og dels fordi, vi synes fintech-området, er super interessant. Desuden er snitfeltet mellem IT og finans et sted, hvor vores kompetencer kan komme i spil,” siger Jonas Vognsen og Morten Astrup, der tidligere har investeret i Swipes, Flightlogger og Falcon Invest.

Store strategiske beslutninger venter

Sidste investor er Michael Schlünssen, som har mere end 20 års salgserfaring fra elektronikvirksomheder og har været salgsdirektør i 15 år. Han har siden stiftet et investeringsselskab, hvor han investerer i små spændende projekter.

Tilsammen bidrager de nye investorer med vigtig erfaring, der skal komme Mymonii til gode i virksomhedens næste fase.

”Vi er virkelig glade for, at det netop er disse tre investorer, Mymonii nu får med ombord. Lige rundt om hjørnet står vi over for nogle store strategiske beslutninger, og jeg glæder mig meget til at træffe dem i samarbejde med de nye investorer og tage Mymonii til nye højder,” siger Louise Ferslev, direktør og stifter af Mymonii.

Om Mymonii

Mymonii er på nuværende tidspunkt en mobilapp, hvor forældre kan overføre faste uge-lommepenge til sine børn og sætte opgaver op med belønninger på. Børnene kan få et overblik over de tjente, opsparede og brugte penge.

App’en er lige nu blot et regnskab mellem forældrene og børnene og er ikke ”rigtige penge” – endnu. Det næste skridt for Mymonii bliver at koble et betalingskort til app-løsningen i form af et Mymonii ”prepaid card”.

”Vi kan se, at der er stor efterspørgsel på et lommepenge-system til familier med børn i alderen 8-14 år. Hver uge bliver der oprettet mellem 300 og 700 børn i Mymonii, og vi har mange glade brugere. Det vidner om, at behovet er der – nu skal vi bare lave den fedeste løsning til vores brugere,” afslutter Louise Ferslev.

1 kommentar

Skriv et svar