Danmark vinder dette års EM for Entreprenørskab

unnamed

Der var hård konkurrence, da innovative elever fra hele Europa blev samlet til EM i Entreprenørskab den 25. til den 28. juli. Men det var Danmarks repræsentant, der løb med sejren.

Dette års EM i Entreprenørskab, officielt Company of the Year Competition, løb af stablen i Lucerne, Schweiz. Mesterskabet er arrangeret af JA Europe, og er en konkurrence for elever på ungdomsuddannelser fra hele Europa. I år beviste Danmark sig endnu engang som en stærk spiller inden for innovation og entreprenørskab blandt unge.

Læs også: SubReader går efter europamesterskabet 

I år var det danske elever fra Horsens, der brillierede til bravur. De vandt europamesterskabet med appen SubReader efter at have konkurrereret mod over 200 andre unge fra 36 lande.

”Atmosfæren og stemningen har været helt i top, og alle hold har bakket op om hinanden og været oprigtigt interesseret i hinanden,” fortæller Anders Bredgaard Thuesen fra SubReaders om arrangementet.

Trumfen er en app for ordblinde

SubReader er en app, der læser undertekster på film og tv højt for ordblinde, som på den måde styrker ordblinde børn og unges sociale sammenhænge og læseevner.

Bag appen står William Nyby Pedersen, Alexander Gram Jensen, Kristoffer Strube Græm fra Learnmark Horsens og Anders Bredgaard Thuesen fra Rybners Gymnasium.

“Det er helt ubeskriveligt, men vi havde slet ikke regnet med det. Alle hold var virkelig gode og vi kan stadig ikke helt forstå det,” siger Alexander Gram Jensen fra SubReader, hvis begejstring bakkes op af holdkammeraten, Kristoffer Strube Græm:

”Det er en kæmpe validering for os, at vi vinder her i dag. Jeg er stadig helt uden ord,” fortæller han.

Rosende ord fra dommerne

Udover en førsteplads, nye erfaringer og oplevelser, kom de unge mænd også hjem med en masse rosende ord i baggagen.

”De er på banen med et innovativt og teknisk svært produkt. De har de her tre dage vist, hvor godt de arbejder sammen og præsterer et højt niveau igen og igen,” løs rosen blandt andet fra dommerpanelet.

Men ikke nok med dét, Alexander Gram Jensen vandt også en JA Alumni Leadership Award med ordene fra dommerne: ”Alexander is a true entreprenuer”.

Skrevet af

Læs også

Top