Reportage: Trailerpark I/O hylder det alternative og det mainstream

Trailerpark Festival foregår i disse dage i den smarte del af København. Fredag var helliget Trailerpark I/O, hvor tech og innovation var i fokus. 

Publikum er en parade i gummistøvler, skæve frisurer, hvor håret er langt i den ene side og helt kort i den anden, så kort, man får lyst til at styge hånden mod hårene, sneakers i alle farver, Birkenstock-fodformede, tatoveringer af alt andet end kinesiske tegn, piercinger i ørerne; over læben; i læben – men ikke i øjenbrynet- i navlen og i brystet, hvor små stykker hud er suget ud for at gøre plads til glimmeret, de flokkes ind, moderigtigt sent, til årets eneste – og den sidste nogensinde – Trailerpark I/O, hvor de sidste nye tendenser bliver endevendt, hvor teknologien er i højsædet, hvordan den former os, hvordan vi former den, hvad den kan bruges til; læring, udvikling, selviscenesættelse, selvrealisering og porno, hvor innovation er et buzzword, hvor man skal se helt rigtig ud, for det er jo en festival, og det kalder på at skille sig ud sammen med alle de andre.

Men Trailerpark I/O skiller sig ud. Selvom der er både øl og drinks med paraplyer og lakrids kan man lære noget. Både om sig selv og den verden, vi bor i. Normalt er hallen forbeholdt Københavns skatere, men i dag er den indtaget af 15 virksomheder og foredragsholdere, som alle er indbegrebet af, hvad Trailerpark I/O blev født som: en idékasse, der kan vise os, hvad der kan ske, når kunst, design og teknologi bliver blandet med nysgerrighed og hittepåsomhed.

Kontroversielle værker og computervirus

Overfor, hvis man krydser Verdens Mindste Café, The Wheel of Desire og går forbi Rebel Stage, hvor der bliver vist film om mad, sex og kærlighed, når man ind til AFUK. Her udstiller 13 kunstnere deres kunstværker til en monotom summen, der bedst kan beskrives som en lyd fra en rum-film fra 1970. Den suger en ind. Her er det okay at udforske. At fascineres. Gå i trance. En række skærme viser overvågningsbilleder fra Seattle. Det er det ene af belgiske Dries Depoorters kontrovesielle værker, som lader beskueren bliver en form for overvågnings-turist af byens trafikkameraer og alarmopkald. I real time kan man følge ulykker, som de udfolder sig. Men der sker ingenting. Til højre er tre separate skærme. Alle med en stor rød knap under. Endnu en Depoorter-udstilling. JayWalking. Trykker man på den røde knap, sender man en besked til den lokale politistation nær fodgængerovergangen. En fyr går hen til skærmen. Glor. Hamrer næven ned i den yderste, venstre knap. Vender sig og går.

Midt i rummet står fem unge mennesker svajende som søgræs i havstrømmen med hvide veste tilkoblet fede bundter af ledninger og store høretelefoner. Resonate står der foran. En interaktiv, musik-installation. Vestenes ti vibrerende elementer sender rystelser ind i kroppen på bæreren til musikken fra høretelefonerne. De har alle lukkede øjne. Ænser ikke flokkene af mennesker, der maser sig omkring dem, står i kø for at prøve installationen, der minder om noget fra Det Femte Element. En anden kø snor sig ned langs en væg, Now Everyone Watching står der med store bogstaver. For enden står den automat, folk står i kø for. Brian. Automaten giver en computervirus for et fingeraftryk. Scanneren er varm mod huden. En vakumpakket USB-stik falder ned. Min personlige computervirus. Men den er ikke farlig, hvisker en pige, kæresten til Brians opfinder, den overtager bare computeren i to minutter. Jeg stikker den i lommen. Gemmer den til en dag på kontoret.

På vej tilbage til Royal Stage fanges mit øje af en Pikachu. En pige fniser. Den sidder på hendes mave, på den poncho hun har fået på af Neurocouture. Det er hendes tanker og følelser, der bliver projiceret fra et EEG-headset om hendes pande til en computer, som sender det over på tøjet. Databasen indeholder mere end 300 billeder. Pikachu forsvinder. Bliver til abstrakte farver. En kat med en solhat. Et øje. Flammer.

Virtual reality, tatoveringer og misfits

Uden for viser Vice en film om fremtidens medie: VR. Hvorfor vi skal tage det seriøst. Hvorfor pornoindustrien er vilde med det. Publikum fniser. En fyr taler om, hvor akavet det ville være at bruge virtual reality porno. Hans ven trækker bare på skuldrene.

På Royal Stage kører talerne i rap. Programmet er skredet en smule. Nogle af virksomhederne, der skal på scenen, udstiller herinde; blandt andet Opendesk, Techonology Will Save Us og Tatoué. Den sidstnævnte en hacket 3D-printer. Det er Appropriate Audiences, der ville skabe noget permanent med printeren. En afhugget arm – bare rolig, den er ikke ægte, beroliger Pierre Emm, den ene stifter – er dækket med tatoveringer. Ligeså er hans ben. Folk over hele verden går rundt med tatoveringer fra maskinen. Jeg folder ærmerne ned og går ned til scenen. Her afrunder Sure, Opendesk og Alexa Clay endagsfestivalen. Hallen er pakket. Mange er kommet for Alexa Clays foredrag om at søge inspiration i det alternative. At fascineres over kulturer og subkulturer, som er anderledes end os. Hun kaldet der the misfit economy.

Kaffekopperne er blevet skiftet ud med dåser med øl og plastikkopper med alt andet end saftevand. Senere overtager musikken området. Sådan som det hør og bør sig på en rigtig festival.

Trailerpark Festival – og I/O – er en stemning og en følelse, som kommer til at mangle i København. Selvfølgelig vil ideerne fortsætte med at spire rundt om festivalen, som de altid har gjort, men at kunne tage til ét sted og få så mange inspirerende oplevelser er et privilegium. For alle os mainstream og alle os alternative typer med det tilfælles, at det nye og det anderledes altid er interessant.

IMG_4957

 

Skrevet af

Læs også

Top