Uber slår sig sammen med kinesisk konkurrent

Didi Chuxing

Uber Kina skal sælges til den kinesiske pendant Didi Chuxing. Aftalen giver Uber en andel på 20 procent i det fælles selskab, som bliver vurderet til 35 milliarder dollar.

En hård kamp ser ud til at være afsluttet mellem de to taxatjenester Uber og Didi Chuxing. Uber vil nemlig gå sammen med den kinesiske rival i en samlet virksomhed, der bliver vurderet til 35 milliarder dollar eller lige godt 233 milliarder kroner. Det skriver Bloomberg mandag.

Læs også: Uber får grønt lys i Kina

De to tjenester har længe kæmpet om markedsandelene i Kina og brugt millioner af kroner i kampen om kunder og chauffører på verdens største marked. Didi Chuxing vil ifølge flere mediers kilder investere én milliard dollar i Uber. Uber vil tilgengæld få en 20 procents andel i det samlede selskab.

Didi Chuxing og Uber er stærkere sammen

Ingen af de to firmaer har været ude med en offentlig udtalelse om aftalens detaljer endnu, men Travis Kalanick, CEO hos Uber har i en blog, som Bloomberg har fået fat i, skrevet, at ”som entreprenør har jeg lært, at det at være succesfuld handler om at lytte til din fornuft såvel som at følge dit hjerte. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Uber Kina og Didi Chuxing vil stå stærkere sammen.”

Aftalen kommer kun kort tid efter, at den kinesiske regering gav grønt lys for taxatjenester som Uber og Didi, hvilket gav mulighed for at udvikle virksomhederne yderligere. Investorerne i Uber har ellers nødet virksomheden til at sælge de kinesiske aktiver, og Uber har da også ifølge kilder til Bloomberh tabt mere end to milliarder i Kina.

Ved at indgå i et samarbejde med Didi Chuxing og skille sig af med de massive underskud i Kina, kan Uber nu bane vejen for en eventuel børsnotering, skriver Bloomberg.

Skrevet af

Læs også

Top