Team Zwatt – der er penge i cykeldata

Startuppet Team Zwatt vil forbedre produktet og samtidig sænke prisen, så alle kan købe et power meter til sin cykel. Den danske virksomhed nyder i øjeblikket stor succes med sin kampagne på Kickstarter, der efter tre dage stort set har nået sin målsætning på 670.000 kr.

Cykling stormer frem over alt i verden, og med den følger en lang række gadgets, som indsamler alskens data omkring din præstation på cyklen. Ligesom så mange andre aktiviteter vil man gerne kunne måle sig mod andre. Folk, der løfter vægte måler sig på hvor mange kilo de kan løfte – cyklister måler sig på, hvor mange watt de træder.

Watt er the name of the game inden for træning sammenlignet med andre målbare enheder som puls, hastighed og kadence. Derfor øges markedet for power meter, som måler hvor mange watt, du yder, i takt med, at behovet for cykeldata spreder sig mere og mere fra de professionelle.

”I en stor del af verden er cykling direkte forbundet med motion eller sport, og her vil folk, kunne måle sig selv,” siger Rolf V. Østergaard, direktør og stifter af Team Zwatt.

Simpel teknologi, anderledes tilgang

Ideen til Team Zwatt’s power meter stammer fra et universitetssamarbejde, som virksomhedens stifter Rolf V. Østergaard var en del af. Her eksperimenterede man med en laser-baseret sensor til power meters. Men da det senere viste sig at teknologien ikke var moden, startede holdet bag Team Zwatt, da selve produktet viste sig at være efterspurgt.

Team Zwatt’s power meter bygger i dag på en kombination af mere moden og simpel teknologi. I stedet for teknologisk differentiering adskiller den danske virksomhed sig fra konkurrenterne på flere andre punkter. Selve prisen på produktet er holdt lav sammenlignet med konkurrenterne, men suppleres af en abonnementsordning. Som abonnent har du indflydelse på udviklingen af fremtidige features til softwaredelen, som kører gennem en app.

”Ofte, når du snakker om et hardwareprodukt som vores, består meget af det i software og udviklingen heraf. Det er det, som er afgørende for, hvad kunden kan med sit produkt – og det ved brugerne meget bedre end os. Derfor har vi lagt op til en meget dyb brugerinvolvering,” siger Rolf V. Østergaard.

Tidlig succes på Kickstarter.com

Team Zwatt lancerede den første august en kampagneKickstarter.com. Målet er at rejse 670.000 kroner, som skal bruges til produktion af de power meters, som tilbydes gennem kampagnen. Kampagnens deltagere får mulighed for at komme med input til forbedringer og kan indsende data fra deres egne cykelture, som virksomheden skal bruge den fortsatte produktudvikling.

Team Zwatt står altså ikke umiddelbart til at tjene penge, men får en masse bruger-data og vigtige inputs, som skal hjælpe virksomheden fremadrettet. Og brugerinvolvering lader til at give pote. Kampagnen har allerede rejst over 530.000 kroner.

”Den grad af brugerinvolvering, som vi tilbyder i dette projekt, har man, mig bekendt, ikke set tidligere og jeg synes, at kickstarterkampagnen er bevis på, at folk synes, det er sjovt at deltage i sådan et projekt,” siger Rolf V. Østergaard.

Born global og planer for fremtiden

Målgruppen, som Team Zwatt sigter mod, er global. Derfor lanceres produktet målrettet det globale marked. Produkterne skal dog først testes og indkøres i produktionen, så de kan produceres effektivt i de nødvendige styktal. Samtidig vil virksomheden fokusere på at få flere business to business aftaler.

”Det lader til at mennesker, der går op i at træne og cykle, bare skal have det her produkt. Og nu gør vi det endelig på en måde, som tilsyneladende tiltaler segmentet – og det er vi helt vildt stolte af,” afslutter Rolf V. Østergaard.

Kigger man endnu længere frem i tiden, drømmer Team Zwatt om, at udvikle mere cykelelektronik, så den datahungrende målgruppe kan blive tilfredsstillet. Men foreløbig fokuserer virksomheden på sit power meter.

Du kan se kampagnepriser og læse selve opslaget her. Kampagnen løber frem til udgangen af august.

Skrevet af

Læs også

Top