Digitale nomader på Rainmaking Loft: Stor fleksibilitet og nye perspektiver

Sarah Klay, digitale nomader

De kaldes digitale nomader. Tech-folk, der rejser verden rundt og arbejder online. Oftest tænker man dog, at en sådan nomade vil udse sig de eksotiske himmelstrøg, men ikke altid. Trendsonline har mødt en af disse nomader til en snak om at ryste posen, få nye perspektiver, og hvordan arbejdet kan åbne op for udlandet.

Sarah Klay er artistic director i det schweiziske startup About Blank Design Office. Og så sidder hun i skrivende stund i Rainmaking Lofts lokaler i København.

Interessen for at arbejde i udlandet opstod i forbindelse med en praktikplads i London for tre år siden. Da fik hun øjnene op for nogle af de fordele, der kan være ved at rejse ud og leve i et andet land. Det kan være en meget givende oplevelse, mener hun. Man gør sig en masse nye erfaringer, prøver sig selv af og kan se verden og livet i et nyt perspektiv.

Læs også: De digitale nomader: Tør du tage springet?

For hende handler det at være en af de digitale nomader om at opleve arbejdsmiljøet, der hvor hun er. Det tiltrækker hende eksempelvis ikke at sidde og arbejde fra den fremlejede lejlighed eller på en café et sted i byen. Det, der tiltrækker hende, er kontorfællesskaberne. Her har man chancen for at møde en masse nye mennesker, der arbejder inden for samme felt som en selv, hvilket hun oplever kan være med til at booste både ens kreativitet og inspiration.

Rejser bliver mulige, når man tager arbejdet med

Og med et job som hendes, fortæller hun,  er det ikke altid muligt at trække en måned ud og holde ferie, så på denne måde får hun muligheden for kombinere rejse med arbejde. Det, mener hun også, giver en større mulighed for at eksperimentere med sit liv og måske endda udvikle sig, både personligt og fagligt. Ikke at personlig udvikling var hendes mål med at rejse ud, tilføjer hun, men hun oplever, at det fornyede perspektiv giver mulighed for at ryste posen og måske ændre nogle vaner. Og så er det en god mulighed for at ændre fokus fra kun at arbejde, til også at opleve noget.

Læs også: Savner du allerede solen? Tag din pc på ryggen og bliv digital nomade

Sarah Klay er i Danmark i en måned, men senere hen, når deadlines passer bedre, vil hun gerne tage nogle længere ophold i udlandet.

“Jeg vil gerne prøve at bo og arbejde i Japan. Det er så ekstremt på en måde, det er så anderledes, end hvad man er vant til,” forklarer hun med et grin.

Danskere er gode til at holde fri

Sarah Klay fortæller, at hun godt kan lide arbejdskulturen i Danmark. En ting hun har tilfælles med andre fra udlandet, som hun har mødt igennem sine rejser.

“Danskerne er gode til også at huske at holde fri. Det handler ikke kun om arbejde, det er lidt mere afslappet,” siger hun.

Hun mener, at der er en bedre balance i arbejdsfordelingen i Danmark. I mange andre storbyer i verden handler det mest kun om arbejde, men i Danmark er der også fokus på at holde fri og stresse af, og det tiltaler hende.

Digitale nomader, Rainmaking Loft, Sarah Klay

Sarah Klay på Rainmaking Loft. Foto: Tine Sletting

Digitale nomader kan arbejde, hvor de vil

Flere og flere, især unge iværksættere, vælger at tage springet og leve livet som innovative vindhekse og digitale nomader. Og selvom det kan være hårdt og usikkerheden kan være stor, så er der også gode muligheder for at leve sparsomt. Og den udbredte digitalisering af samfundet betyder også, at mange af de tidligere kæmpestore udfordringer, nu ikke nødvendigvis er så uoverkommelige. Man kan efterhånden finde alt på nettet, hvad end det er et sted at bo, kontorplads, transport-information eller lignende.

Friheden er i det hele taget gevaldigt til stede, når man arbejder digitalt. Det eneste, man reelt har brug for, er strøm til sin computer og en nogenlunde stabil internetopkobling. For det er nettet, der gør nomadelivet muligt. Så længe man er koblet til the World Wide Web, så er det i teorien lige meget, hvor du sidder – om det er hjemme på kontoret i Nørre Lyndelse, eller om det er på en strand i Kuala Lumpur.

Internationale fællesskaber giver både friheden og den faste base

Men det kan selvfølgelig også gøres med mindre. Eksempelvis har Rainmaking Loft kontorfællesskaber i både København, Berlin og London. Det betyder også, at startups med adresse hos en af lokaliteterne, kan rejse rundt mellem de tre byer. Det giver ikke kun adgang til en masse nye oplevelser og erfaringer, men også adgang til et globalt netværk af andre startups.

Det benyttes oftest af folk i forbindelse med ferier eller møder, fortæller Johan Vardrup, Head of Communications hos Rainmaking Loft. Det er også en af de ting, som de oplever, fanger interessen hos nye beboere i huset. Nemlig den fleksibilitet, der følger med, når man sidder i et internationalt kontorfællesskab.

Han ser nogle klare fordele i, ikke at være bundet ned til et enkelt sted at bo og arbejde, men han påpeger dog også, at den tillid og de nære relationer, der opstår, når man arbejder tæt sammen i et fællesskab, kan tage tid at opbygge. Så han mener, at man skal overveje, hvor meget eller lidt tid, man bruger de forskellige steder.

“Udfordringen ved at rykke meget rundt er, at man kan komme til at mangle det sociale fællesskab. Selvfølgelig får man en masse dynamik og inspiration ved at snuse rundt i de forskellige fællesskaber, men de nære forhold og den tillid, man opnår ved at arbejde samme sted, den tager tid,” siger han.

Læs også

Top