Når markedsføring bliver et samarbejde: Beauty-startup slår sig sammen med Blogly

Startuppet Goodiebox har valgt en anderledes tilgang til markedsføring. De har indgået samarbejde med fem kendte bloggere via Blogly for at promovere deres service i en “special edition”. De håber at kunne nå ud til mere end 770.000 potentielle kunder og følgere på de sociale medier og platforme.

Enhver kvinde eller mand har nok prøvet det. Man har satset og købt sine skønhedsprodukter online. Reklamen lød så god, at det var svært at lade være. Men når produktet kommer, er det måske slet ikke det, man reelt regnede med. Cremen irriterer huden, foundationen er den forkerte nuance, og det der hårprodukt, det får håret til at ligne en fuglerede.

Læs også: Luxplus.dk udfordrer Matas koncernen 

Goodiebox vil gøre op med en af de store udfordringer for skønhedsbranchen. De har en abonnementsservice, hvor forbrugeren hver måned får tilsendt en sampling af forskellige produkter inden for makeup, hudpleje eller dufte, som enten er særlige prøvestørrelser eller full size-produkter. Tanken er så, at forbrugeren kan afprøve produkterne derhjemme for en meget mindre pris, inden de går ud og køber en creme til 500 kroner, der får øjnene til at hæve og svide.

Forbrugerne skal have større tryghed

Formålet med abonnementsservicen er at fremme e-handlen inden for skønhedsprodukter ved at give forbrugerne mulighed for at teste produkterne først og derved skabe en større tryghed i forbindelse med købet.

“Skønhedsbranchen har i den grad haltet efter fashion og apparel, når der gælder om at flytte salget fra offline til online. Penetrationen for den samlede beauty e-commerce er mindre end 50 procent af fashion og apparel e-commerce,” siger CEO og medstifter af Goodiebox, Rasmus Schmiegelov i en pressemeddelelse.

Han forsætter: “For eksempel ved vi, at det kun er en fjerdedel af vores medlemmer, der køber deres skønhedsprodukter på online. Goodiebox er ren e-commerce, men ved at sample skønhedsprodukter til en fornuftig pris, giver vi forbrugeren en mulighed for at lave en ’try before you buy’, som har været en af skønhedsbranchens store udfordringer.”

Kendte blog-profiler tester for Goodiebox

En del af deres markedsføring er et nyt samarbejde med en række kendte bloggere via Blogly. Bloggerne udvælger hvert deres favoritprodukt, som bliver samlet i en special edition af månedens Goodiebox. Derfra er de med til at eksponere startuppet og deres Goodiebox via egne sociale profiler og medier.

Fordi Goodiebox’ medlemmer overvejende er kvinder, har startuppet valgt at slå sig sammen med et netværk af livsstils-, beauty- og modebloggere, fortæller Rasmus Schmiegelow.

“Vores målgruppe er kvinder, som er meget medievante. De er på de sociale medier, og de læser blogs. Så for os gav det sig selv, at vi skulle samarbejde med et blognetværk, der repræsenterer vidt forskellige bloggere inden for mad, mode, skønhed, livsstil og fitness.”

De udvalgte bloggere tæller kendisser som Mascha Vang, Julie Berthelsen, Cecilie Lind, Signe Eflund og Anne Mette Voss, som har udvalgt produkterne i samarbejde med teamet bag Goodiebox.

Stor tilslutning til konceptet

Siden serieiværksætterne Rasmus Schmiegelow og Nikolaj Leonhard-Hjort startede Goodiebox i 2012, er omsætningen steget med 2000 procent. Det tyder på, at deres koncept er noget, der tiltaler forbrugerne. Og ikke kun dem. Forhandlerne virker også interesserede. På fire år er startuppet nået op på 200 samarbejdspartnere og en webshop. Rasmus Schmiegelov mener selv, at det tæller som “proof-of-concept” for startuppet.

“Goodiebox giver adgang til beautyprodukter til en virkelig god værdi til gavn for både medlemmer og brands. Og vores vækst ser kun ud til at stige, så vores forventninger til de kommende år er meget store,” fortæller han.

 

 

Læs også

Top