Arkiver

Nyheder

Medieprofiler investerer i hypnose-app og overhaler Pokemón Go

Hypnose-appen HelloMind bygger på teorien om hypnose som et hverdags-værktøj. Det vil to medieprofiler kendt fra blandt andet Blu gerne støtte op om for at udbrede værktøjet.

Fobier, overvægt, nikotinafhængighed, spiseforstyrreleser, søvnproblemer, lavt selvværd. Listen er lang over lidelser, der kan gøre hverdagen særdeles uoverskuelig at komme igennem, eller som i hvert fald er med til at forringe ens livskvalitet. Det vil appen HelloMind nu gøre op med.

Grundprincipperne er udarbejdet af Jacob Strachotta, som har arbejdet med hypnoterapi og udarbejdet sin egen teknik, som han kalder Result Driven Hypnosis, hvor brugeren grundlæggende selv løser problemet. Appen kom ud i den danske App Store tirsdag, og onsdag ligger HelloMind øverst på hitlisten over gratis apps – over Pokemón Go.

“Vi er helt overvældede over den store interesse, der har vist sig at være for HelloMind i Danmark, og vi er meget stolte af at kunne gøre en forskel og hjælpe en masse danskere til at få et bedre liv,” udtaler Henrik Hancke Nielsen, partner i HelloMind i en pressemeddelelse.

Tunge medieprofiler støtter op om hypnose-appen

Med sig i udviklingen af HelloMind, har Jacob Strachotta to tunge profiler fra den danske medieverden, nemlig Per Zachariassen og førnævnte Henrik Hancke Nielsen, begge to kendt fra Blu, Freemantle Media, Skylark og nu også HelloMind. De har begge en lang erfaring inden for branding og kommunikation.

Deres indflydelse på appen har udmøntet sig i brugerfladen og designet. Deres mål har nemlig qua deres ekspertise været at markedsføre budskabet og bringe hypnose ud i de almindelige hjem.

“Indtil videre er mobil-teknologien primært blevet brugt til at kommunikere med, og der findes ikke mange apps, som direkte går ind og styrker vores sind og får os til at føle os stærkere,” udtaler Per Zachariassen.

“Af egen erfaring ved jeg, hvor effektivt et værktøj hypnose er til at opnå den forandring, du ønsker i livet, og det system Jacob har udviklet er helt unikt. Med HelloMind på telefonen er det første skridt taget til aktivt at gøre noget godt for dig selv, og du kan gøre det hvor og hvornår, det passer dig. Det åbner helt nye muligheder for at styrke den mentale sundhed i Danmark. Den udvikling vil vi gerne være en del af,” tilføjer Henrik Hancke Nielsen, som selv er certificeret hypnoterapeut.

Spring behandlerleddet over med appen

Jacob Strachottas metoder har han nu tilpasset, så de kan formidles via en app, så brugerne kan springe behandlerleddet over. I al sin enkelhed går konceptet ud på, at man som bruger af appen, kan hente forskellige behandlingsforløb ned til appen. Der er 250 forløb at vælge imellem, alt efter, hvor i livet man har ondt.

“Vores metode RDH – Result Driven Hypnosis, er effektiv, fordi den arbejder med at afdække den grundlæggende årsag til brugerens problem, hvorefter brugeren reelt selv løser problemet. Jo færre ting, man skal forholde sig til, desto dybere bliver koncentrationen. Gennem appen tager man behandleren ud af ligningen, så brugeren kun skal koncentrere sig om sin behandling. Derudover kan man anvende den, præcis når man har lyst,” fortæller Jacob Strachotta.

Hypnose til studerende, af studerende

HelloMind er ikke den eneste på det danske marked. Appen Eksamensro er udviklet i et samarbejde mellem en ingeniørstuderende ved IKT-linjen på Aarhus Universitet, Thomas K. Clemensen og privatpraktiserende psykiater hos Kognitivklinikken i Aarhus, Leif Vedel Sørensen.

Appen har fire forskellige lydfiler med speaks, der er designet til at afhjælpe angst ved mundtlige eller skriftlige eksaminer, samt afhjælpe stress-spændinger og søvnløshed hos den studerende.

Jacbo Strachotta har tidligere udviklet apps, hvor ens tanker bliver brugt som healende redskab. Blandt andet app-samlingen HumanProgress. Der er altså lidt af hvert at dykke ned i, hvis man har lyst til at prøve kræfter med selvudvikling eller har brug for hjælp til at tackle stressende perioder.

3 kommentarer

  • Ja så mangler vi bare at den også kan fås af det store flertal med android styresystem

  • Interessant at på appzoo ligger appen beskrevet med både at den er gratis og at den bygger på en subscription model. Måske er den under betatest og kun gratis lige nu? Eller udviklerne prøver at bygge ststistik op for om den virker så den kan bruges klinisk?
    http://www.appzoo.dk/hellomind.app

    PS hvorfor er der ikke en link i artiklen men kun en til konkurrenten? Er det med overlæg?

    • Hej Charlotte.
      Det skyldes, at appen i sig selv er gratis at hente, mens de forskellige behandlingsforløb og/eller boostere koster 69,-. Derfor kategoriseres den som gratis.
      Og du havde ret med hensyn til links, vi har nu opdateret og indsat link- det var en smutter.

Skriv et svar