Test din virksomhed: Er I sårbare over for spionage?

Industrispionage

CERTA Intelligence & Security har sammen med Industriens Fond kørt et projekt med fokus på industrispionage. Et af resultaterne er et online redskab til at vurdere en virksomheds sårbarhed over for spionage.

Industrispionage. Det lyder som noget fra en amerikansk film om store globale virksomheder, der udvikler banebrydende teknologi eller medicin. Men det hører ikke kun til i film.

Dansk IT udarbejdede en undersøgelse i 2014, der påviste, at op mod hver tredje danske virksomhed udsættes for spionageforsøg, og at halvdelen af de forsøg, rent faktisk lykkedes. Men Industriens Fond oplever, at de fleste virksomheder har svært ved at håndtere truslen, og hvad de skal stille op.

Derfor gik de i samarbejde med CERTA Intelligence & Security igang med at udarbejde nogle retningslinjer og handleplaner, med fokus på beskyttelse af det danske erhvervsliv. Blandt andet har de udviklet SpionageTesten.dk, der ud fra en række spørgsmål, kan vejlede virksomheder i, hvordan de skal håndtere spionagetrusler, cyberkriminalitet og generel sikkerhed.

“Danske virksomheder står med alvorlige udfordringer, hvad angår kampen mod indbrud, spionage og cybercrime. Det kan være konkurrenter, kriminelle eller fremmede stater, der er på spil, men uanset hvor angrebet kommer fra, så er mange virksomheder usikre på, hvordan de skal gribe problemet an. Med SpionageTesten vil vi gerne sætte fokus på problemet og hjælpe virksomhedslederne med en afklaring på, hvad de kan gøre for at sikre sig bedre,” siger Mads Lebech, der er administrerende direktør i Industriens Fond.

Online interview giver overblik

Det er CERTA Intelligence & Security’s egen sikkerhedskonsulenter, der står bag de 75-100 dybdeborende spørgsmål, der benyttes til at vurdere en virksomheds sikkerhedsniveau. Ud fra dem præsenteres en række konkrete anbefalinger til ændringer, der kan være med til at højne sikkerheden.

Det er meget forskelligt, hvad der anbefales. Det hele lægger sig op ad svarene, der kan give et overblik over, hvor de svage steder kan findes af en industrispion.

“Det drejer sig om mange ting. Blandt andet om, hvordan du omgås kunder, hvordan holder du møder, og hvad gør du, når du er ude at rejse? Og så handler det i høj grad om, at ledelsen har klare forventninger og stiller tydelige krav til medarbejdere, når det kommer til efterlevelse af virksomhedens ambitioner på sikkerhedsområdet,” siger CERTA-direktør Jakob Scharf, der trækker på sin erfaring fra Politiets Efterretningstjeneste.

Han påpeger også, at det er vigtigt, at danske virksomheder reelt tager stilling til situationen og ikke bare lader det ligge i idéboksen.

“Det er tvingende nødvendigt, at private virksomheder mere aktivt forholder sig til, hvordan de effektivt forebygger og sikrer sig imod industrispionage. I sidste ende bidrager en korrekt afbalanceret sikkerhedsindsats nemlig til danske virksomheders konkurrenceevne,” siger han.

Håber på stor tilslutning

Mads Lebech fra Industriens Fond håber, at mange virksomheder vil benytte sig af muligheden for at få testet sikkerheden igennem. De forventer i hvert fald, at 100 virksomheder vil afprøve deres sikkerhed via testen.

“Vi oplever på den ene side en udtalt bekymring hos danske virksomheder, og på den anden side oplever vi, at mange virksomheder har svært ved at få taget hul på problemstillingen. Det vil vi gerne hjælpe på vej ved at stille det her værktøj til rådighed,” siger Mads Lebech.

Læs også

Top