Arkiver

NyhederPlatform

Sensommerboblerne gik til Mymonii

Denne omgang TechBubbles gik til Mymonii, som nærmest har gjort det til en sommertradition at få landet gode investeringer. Appen, der lærer børn og unge om økonomiens mirakler og begrænsninger, og samtidigt hjælper forældrene med at holde styr på lommepengene, er et hit hos både brugerne og investorerne.

Efteråret viste tænder, i form af regn og modvind, da Trendsonlines udsendte begav sig på en tur til Thoravej i Københavns Nordvestkvarter, for at aflevere en gedigen omgang bobler. Her har Mymonii til huse dør om dør med Orderyoyo. Men det giver også rigtig god mening, da den anerkendte business angel, Thor Angelo, er medpartner i startuppet.

Læs også: Vinderen af sensommer-champagne er fundet!

Gavekortet greb om sig

Louise Ferslev fik ideen til Mymonii, mens hun stadig studerede på KEA. Her fik hun ideen om at lave med en form for gavekort til forskellige butikker, såsom 7/11, til unge under 15 år, da vi i Danmark ikke har noget betalingskort til børn og unge.

“Men det får de nok snart brug for, der er næsten ikke nogen, der bruger kontanter længere,” siger hun med et smil.

Ideen vakte interesse til en startupweekend. Her blev hun efterfølgende gjort opmærksom på, at det ikke er selve kortet, der gør en forskel, men snarere platformen, der kan laves til et digitalt værktøj til børn og unge, hvor de lærer hvordan en privatøkonomi fungerer.

Herefter kom Thor Angelov med på holdet og kom hurtigt med ideen til et opgavesystem, der betyder, at forældrene kan oprette opgaver og prissætte dem til børnene. Her får børnene deres lommepenge for at tømme opvaskemaskinen, gå ud med skraldet, lufte hunden eller andre hjemlige pligter. Og voíla, Mymonii var født.

Bump på vejen

Det har ikke kun været en dans på roser for Mymonii. Det tidlige stadie af virksomhedens etablering var præget af både udoverensstemmelser og retssager. Det skyldes en partner, der viste sig at være mindre engageret, end både Louise og Thor Angelo havde håbet. Det manglende engagement til trods, så var det dog ikke nogen nem sag at få ham ud af startuppet.

Hele miseren endte i en advokatsag der trak sig i syv måneder og til sidst med en politianmeldelse, men Mymonii klarede sig igennem. Og den forhenværende partner trak anmeldelsen tilbage.

En ting, Louise Ferslev dog kan se tilbage på og glæde sig over, fortæller hun smilende, er det tætte bånd, der opstod mellem hende og Thor Angelo.

“Hele oplevelsen kostede os dyrt, både mentalt og økonomisk, men det har til gengæld styrket tilliden imellem Thor Angelo og jeg,” fortæller hun.

Tæt samarbejde med brugerne

Mymonii havde fra starten en gruppe engagerede brugere af appen, selv dengang appen var en smule skrabet og de har været en stor hjælp for udviklingen, fortæller Louise Ferslev smilende. Hun har fra start sørget for at være i tæt kontakt med brugerne, så Mymonii hele tiden har kunnet finpudse og tilpasse.

Men hun har ikke kun været i kontakt med de aktive brugere. Hun mener, at det er de inaktive brugere, man skal have fat i, for at finde årsagen til, at det ikke virker for dem.

“Det er i virkeligheden de inaktive brugere, der er vigtigst at have kontakten til, de aktive brugere har jo fanget konceptet. Men ved at få fat i de inaktive, så tror jeg, at man hele tiden kan forbedre appen og optimere brugervenligheden,” lyder det fra iværksætteren.

At holde tungen lige i munden

Nu, hvor startuppet har landet den flotte investering fra Jonas Vognsen og Morten Astrup, som tidligere havde IT Minds og Michael Schlünssen, der har mere end 20 års salgserfaring fra elektronikvirksomheder og 15 år som salgsdirektør, skal Mymonii til at overveje, hvor de skal hen. Først og fremmest skal de til at teste tilføjelsen af en form for betalingskort, et genopfyldeligt gavekort, kalder Louise Ferslev det.

Læs også: Ny millioninvestering til fintech-startuppet Mymonii

Men der sker også andre ting i Mymonii. Louise Ferslev er gravid og går på barsel om seks uger.

“Det kan jo gå begge veje, enten sover hun 16 timer i døgnet og er rigtig nem, eller måske får hun kolik og alt går helt galt. Det må man tage, som det kommer,” siger hun grinende.

Med sig i teamet har hun nu fået både en CTO og en marketingsansvarlig, som kan overtage hendes opgaver og sørge for, at startuppet kører så gnidningsløst som muligt.

“Og så bliver det jo rigtigt spændende, med den nye bestyrelse, hvor vi skal finde ud af, om vi skal gå den hardcore venture-vej, hvor vi satser på at få en masse kapital ind, eller om vi skal gå efter et hurtigt break-even. Så det er med at holde tungen lige i munden, ” afslutter Louise Ferslev.

Skriv et svar