Tvungen pensionsopsparing deler vandende: Selvstændige utilfredse

De selvstændige siger ”nej”, mens flere økonomer ser regeringens forslag om tvungen pensionsopsparing som sund fornuft.

Regeringen kom tirsdag med sit store 2025-udspil. Udspillet fokuserer blandt andet på, at alle danskere skal spare op til pensionen. I udspillet skriver regeringen, at 750.000 danskere delvist eller slet ikke sparer op til alderdommen. Derfor vil regeringen indføre obligatorisk pensionsopsparing for gruppen med begrænsede pensionsindbetalinger.

Regeringen foreslår samtidig at personer, der tjener mere end 300.000 kroner skal have et ekstra jobfradrag, hvis de vælger at spare op til deres pension. Til sidst skal introduktionen af en aldersopsparingsordning øge incitamentet til at spare op i slutningen af arbejdslivet. Det skriver Ritzau.

Utilfredshed blandt selvstændige

Regeringens forslag kommer til at omfatte alle, som ikke allerede er med i en obligatorisk arbejdsmarkedspension. Uanset om du er kontanthjælpsmodtagere eller selvstændig, kan du altså blive tvunget til at skulle spare mindst to procent at din årlige løn op.

Men det er de selvstændige ikke pjattede med. Til Finans.dk siger Karsten Mølgaard Jensen, administrerende direktør i ASE:

”De selvstændige er overordnet set ikke interesserede i en tvunget opsparing. Det ved vi fra en undersøgelse fra sidste år, hvor vi spurgte vores medlemmer om deres syn på netop dette.”

Sund fornuft

Flere økonomer ser dog forslaget som sund fornuft. Her peges der blandt andet på færre pensionstillæg, som vil spare staten penge på den lange bane.

Over for Ritzau påpeges det også, at den nuværende udvikling på arbejdsmarkedet betyder, at flere bliver mindre bundet til arbejdsmarkedet. Der er med andre ord flere og flere mennesker, der arbejder på tidsbestemte kontrakter og opgaver. Den tendens vil betyde, at færre har en gennemarbejdet pensionsopsparing, med mindre den eksempelvis er tvungen.

Regeringens udspil deler altså tydeligt vandende, hvor det lader til at utilfredsheden er størst blandt dem, der kommer til at mærke forandringen.

Skrevet af

Læs også

Top