Dansk dykkerkamera henter en halv million på rekordtid via Kickstarter

paralenz

Moef A/S har haft fingrene i mange forskellige ting igennem årene. Nu barsler de med et nyt dykkerkamera til den seriøse dykker. Projektet hedder Paralenz og opnåede en tredjedel af deres fundingmål på Kickstarter i løbet af de første otte minutter af kampagnen.

At lade sig sænke ned under havets overflade er som at træde ind i en anden verden. En verden vi dybest ikke hører til i. Men menneskehedens opfindsomhed og teknologi har gjort det muligt for os at udforske denne anden del af kloden, og det vil vi gerne dokumentere.

Fundingmål nået på 10 timer

De dedikerede dykkere er villige til at betale for det mere specialiserede kamera, som Paralenz er. Det viser fundingkampagnen på Kickstarter. Efter de første otte minutter havde de opnået 30 procent af deres fundingmål på 80.000 dollars, svarende til knap 550.000 kroner. Efter 10 timer havde Paralenz nået målet.

Nu er kampagnen overstået, og Paralenz står nu med en funding på næsten 350.000 dollars, det svarer til omkring 2,3 millioner kroner. Med det in mente, må man sige, at markedsefterspørgslen er blevet bevist. I hvert fald hvis man skal tro de 873 personer, der har støttet kampagnen.

Paralenz er til feinschmeckere

Paralenz er ikke det første dykkerkamera på markedet. Alle kender velsagtens GoPro og deres kameraer til forskellige former for ekstremsport, men Paralenz henvender sig til den seriøse dykker, ham eller hende, der dykker langt ned i mørket eller ind i de smalleste grotter.

“Vores målgruppe er specialisterne inden for de forskellige sportsgrene,” fortæller medstifter og CSO Kristoffer Kelstrup Sabroe, på en af sommerens sidste varme formiddage, da Trendsonlines udsendte kigger forbi til en snak og en kop kaffe i skyggen bag værkstedet.

Han fortsætter med at forklare, at GoPro har udviklet et rigtigt godt kamera til den bredere målgruppe, men at Paralenz’ kamera henvender sig til de lidt mere krævende sportsudøvere. De har større krav til specialiserede features.

Moef A/S har eksisteret i 16 år og har tidligere stået bag Harry-dukken fra DSB-reklamerne og den bippende sæbedispenser til hospitaler Danmark over

Går ikke på kompromis

Paralenz er først og fremmest et dykkerkamera, der skal kunne holde til noget, fortæller Kristoffer Kelstrup Sabroe. Derfor er kameraet bygget til at kunne gå ned på 200 meters dybde og kan holde til at blive banket ind i en klippevæg uden at gå i stykker.

Prototypen er printet i 3D-print. Her ses Kristoffer Kelstrup Sabroe ved siden af virksomhedens 3D-printere

Prototypen er printet i 3D-print. Her ses Kristoffer Kelstrup Sabroe ved siden af virksomhedens 3D-printere

Han fortæller endvidere, at styrken ligger i materialet og kameraets cylinderformede design. Paralenz er nemlig bygget af den stærkeste type aluminium på markedet, det samme materiale som også bruges til rumfartsudstyr. Det cylinderformede design betyder, at kameraet kan holde til meget større pres, idet trykket bliver fordelt ud på mere materiale.

Strømlinet design

Udover styrken har designet også en anden funktion, fortæller Kristoffer Kelstrup Sabroe. Mange af de eksisterende kameraer på markedet kræver en ekstra beholder for at klare trykket efter de 50 meters dybde. Det medfører, at kameraet kommer til at fylde væsentligt mere og dermed også stikke ud fra kroppen.

“Når man dykker, går man efter at have så lidt overflødigt med sig. Der ligger Paralenz helt tæt ind til kroppen,” forklarer han.

Martin Holmberg med Paralenz

Medstifter Martin Holmberg med Paralenz

Det er især en fordel ved grottedykning, forklarer han videre. Her dykker man tit ned i ret smalle omgivelser og kan derfor hurtigt få basket kameraet ind i en klippevæg.

Brugervenligheden er det vigtigste

“Når man dykker i mere nordlige farvande, hvor vandet er koldt, har man ofte handsker på. Derfor har vi satset på at kameraet skal være nemt at betjene med handsker, så man kan arbejde frit med det, mens man dykker,” forklarer Kristoffer Kelstrup Sabroe med hævet stemme for at overdøve lydene fra værkstedet i baggrunden.

Selve måden kameraet betjenes på, er også indrettet til brug under vandet. Paralenz har nemlig den samme interface som eksempelvis dykkerlamper og tilsvarende udstyr. Kameraet har også en indbygget dybdemåler, der gemmer dybden, mens man filmer. Det betyder også, at kameraet automatisk indstiller hvidbalancen efter dybden.

“Når man dykker ned på en vis dybde, bliver lyset ofte grønt eller blåt,” forklarer Kristoffer Kelstrup Sabroe og fortsætter: “På mange andre kameraer skal man sætte fysiske filtre på, men vores kamera kompenserer digitalt efter dybdemåleren.”

A-testere fra 33 lande

Paralenz er ikke gået i produktion endnu, men via fundingkampagnen har de fået 200 a-testere fra 33 lande verden over. De skal igennem én måned teste kameraet i forskellige situationer og vandforhold, så Paralenz kan udradere eventuelle “børnesygdomme” inden den reelle produktion.

De 200 testere beholder Moef som en slags udviklingshub, fortæller Kristoffer Kelstrup Sabroe. På den måde har de adgang til dedikerede testere af nyt udstyr eller nye features.

Hvis alt går efter planen, så får de første kampagnestøtter deres Paralenz kameraer til januar, og så vil det være tilgængeligt i butikkerne i løbet af februar eller marts, melder Kristoffer Kelstrup Sabroe.

 

Læs også

Top