Startup vil gøre dig til den bedste version af dig selv

groomin

Groomin hedder dette nye startup, der har til formål at sælge kvalitetsudstyr- og plejeprodukter til hud og skæg. Stifterne vil nemlig gerne udbrede konceptet om den moderne gentleman. Ham, der altid er velplejet og præsenterer den bedste version af sig selv.

Ridderlighed og gentleman-manerer er ikke nødvendigvis lige de ord, der først springer en i hovedet, når man tænker på det danske samfund i dag. Ikke hvis man spørger de to stiftere af Groomin Magnus Blicker Larsen og Adam Møller Karlsen. Men det vil de gerne gøre noget ved.

Derfor har de to livslange venner startet webshoppen Groomin, der forhandler produkter til barbering, skægpleje, hudpleje og hårpleje.

Læs også: Han gik fra drengerøv til drømmejob: Jeg kanaliserede nok sorgen over i mit arbejde

I deres personlige fortælling på hjemmesiden, fortæller de, at deres ønske var at skabe en mere personlig webshop, hvor folk får muligheden for at browse rundt i produkterne og gå op i kvaliteten. For de vil gerne have den moderne mand til at gå mere op i sit udseende og derigennem fjerne det stigma, der for nogle mænd kan ligge i begreberne hudpleje og dannelse.

Sælger ikke kun produkter, men en livsstil

Da Adam Møller Karlsen og Magnus Blicker Larsen besluttede at starte Groomin op, var det ikke som sådan, fordi der ikke fandtes lignende initiativer i forvejen, men fordi de ikke følte, at de eksisterende tilbud præsenterede det helt rette. De ville nemlig gerne lave en webshop for den moderne gentleman.

Ifølge Groomin kan den moderne gentleman beskrives sådan: “Den selvbevidste mand, der sætter stor pris på refleksion, opførsel, takt, læring og udseende og ikke lader sig skræmme af ordet fugtighedscreme.”

Derfor er Groomin ikke blot en webshop, men snarere et univers, der beskriver den drømmeperson, som den moderne gentleman er.

“Vi ville godt åbne op for, at vores kunder kan blive den bedste version af dem selv. Det handler ikke kun om udseendet, men også om hvordan man opfører sig, hvordan man bærer sig selv i hverdagen,” siger Magnus Blicker Larsen.

Kvalitet frem for kvantitet

På nuværende tidspunkt handler det for de to iværksættere om at bevare et kvalitetsniveau. Der er planer på tegnebordet om at udvide sortimentet i de fire kategorier; barbering, skægpleje, hudpleje og hårpleje. Men det vigtigste for dem er, at der ikke må gås på kompromis med kvaliteten.

“Nye produkter skal leve op til den samme kvalitetsbevidsthed, som vi føler, at vi har kørt med indtil nu,” uddyber Magnus Blicker Larsen.

Og så har de en lille drøm om at kunne skabe deres egen linje af hud- og hårplejeprodukter en gang i fremtiden.

“Det er ikke sikkert, at det nogensinde bliver til noget, men det kunne være lækkert at kunne skabe sin egen linje af lækre kvalitetsprodukter i stil med dem, vi sælger nu,” afslutter han med smil i stemmen.

Læs også

Top