Danskstiftet virksomhed på Inc’s liste over de 5000 hurtigst-voksende i USA

sundhedsindustrien, healthsparq

Torben Nielsen var i 2012 med til at stifte HealthSparq. Fire år senere har en omsætningsvækst på over 1900 procent sendt virksomheden ind på en 196. plads på Inc’s liste over de 5000 hurtigst-voksende i USA.

I 2012 startede han med 12 medarbejdere, tre kundekontakter og omkring én million dollars i omsætning. Nu fire år senere er de 12 medarbejdere vokset til 210, kundekontakterne over 70, og i 2015 sluttede virksomheden med en omsætning på 20,3 millioner dollars.

Det har sendt medstifter Torben Nielsens firma HealthSparq ind på en 196. plads på Inc’s liste over de 5000 hurtigst-voksende i USA, og givet dem en plads som den anden hurtigst-voksende digitale sundhedsvirksomhed i USA.

”At sidde som medstifter og se sin virksomhed vokse fra 12 medarbejdere til 210 på fire år og over 2,000 procent i omsætningsvækst er selvfølgelig utrolig spændende, men også fyldt med et utal af udfordringer,” fortæller Torben Nielsen.

Lynhurtig vækst i et fragmenteret marked

HealthSparq er en online shoppingplatform for professionelle i sundhedssektoren, som er baseret i Portland, Oregon spundet ud fra moderselskabet Cambia. I USA er sundhedsindsutrien meget kompleks og fragmenteret, og når man vokser som HealthSparq kan man lynhurtigt miste forbindelsen til medarbejderne.

”En af de største udfordringer har været at forblive fokuseret på vores kerneprodukter og markeder. Vi har set mange digitale startups, som kommer ind på markedet med niche-løsninger, som skaber nyhedsværdi og hype, men som ofte ikke kan skalere,” siger han og tilføjer:

”For os har det været vigtigt ikke at lade os forblænde af alle disse nye tiltag, men køre en solid udvikling af vores kerneprodukter. Måske skaber det knap så meget hype, men det er solidt i længden.”

Har hyret digitale kræfter uden for sundhedsindustrien

HealthSparq har med den store vækst været nødt til at hyre folk uden for sundhedsindustrien for at hente noget digital ekspertise ind.

”Vi har hentet folk fra Amazon, Expedia, Jive og Disney, og det kræver så endnu mere af organisationen for at få disse medarbejdere oplært i den amerikanske sundhedsindustri,” siger Torben Nielsen.

Torben Nielsen har selv en baggrund fra Regence BlueCross BlueShield, det største sundhedsforsikringsselskab i det nordvestlige USA. De rekrutterede ham til at hjælpe med at digitalisere medlemsportalen, og han endte med at lede virksomhedens digitale initiativer.

Det ledte ud i en rapport om portaler til Forrester Research, og det gav Torben Nielsen fundamentet for at starte et separat datterselskab med fokus på en Saas-platform for medlemsportaler.

Kigger sig ikke tilbage

Moderselskabet til HealthSparq, Cambia Health Solutions, er ene-investor i virksomheden indtil videre. Men Torben Nielsen fortæller, at de er åbne over for yderligere tilførsel af kapital via eksterne fonde og venture kapitalister. De har dog ikke haft brug for denne type ekstern kapital endnu.

”Vi fungerer som en selvstændig virksomhed med en bestyrelse bestående af den øverste ledelse fra Cambia Healt Solutions. I år var så første år, hvor vi kom ind på Inc’s liste, og vi spurter videre trods operationelle, produkt-, og kulturelle udfordringer og kigger os ikke tilbage,” siger Torben Nielsen.

Skrevet af

Læs også

Top