Hybrid mellem en kapitalfond og konsulentforretning vil skabe øget værdi

Hvis en kapitalfond og en konsulentforretning fik et barn sammen, så ville barnet hedde X10 Capital & Consulting. Det nye selskab er nemlig en slags hybrid mellem de to, stablet på benene af en tidligere koncernchef og en vækstekspert.

Vækst og lønsomhed står øverst på tavlen, når X10 Capital & Consulting går i krig med en ny virksomhed. Eller krig er måske så meget sagt, de går snarere ind og agerer vinden under virksomhedens vinger.

X10 Capital & Consulting er nemlig startet af tidligere koncernchef i DT Group, Ole M. Jensen og vækstekspert Jesper J. Elling, der er manden bag filosofien “Vækstledelse” og bogen af sammen navn. DT Group omfatter blandt andre Silvan og Stark samt tilsvarende kæder i Norge, Sverige og Finland og Jesper J. Elling har rådgivet virksomheder over det meste af verden og har i Danmark blandt andet været involveret i udviklingen af BoConcept og senest Dagrofa.

De to fandt ud af, at de udgjorde et særdeles godt makkerpar, når det kom til at vækste virksomheder.

“Jesper og jeg er meget forskellige, men vores komplementære kompetencer har vist sig at være en kraftfuld cocktail, når det gælder om at flytte virksomheder og skabe markant, lønsom vækst,” fortæller Ole M. Jensen i en pressemeddelelse.

For virksomheder, der er faret vild i væksten

X10 Capital & Consulting henvender sig til virksomheder, som har et stort potentiale, men som af forskellige årsager har ramt muren eller ikke rigtigt ved, hvordan de skal føre ambitionerne ud i livet.

Selskabet har brugt de sidste seks måneder på at undersøge markedet og finde frem til en række virksomheder, der udviser det rigtige potentiale, fortæller de i pressemeddelelsen. De fandt frem til, at rigtig mange af disse virksomheder har gode produkter, idéer, engagerede ejere og medarbejdere, men de evner ikke at vækste deres lønsomhed og omsætning.

Til de virksomheder vil X10 Capital & Consulting gerne tilbyde en totalløsning, som de kalder det. En løsning, der indeholder blandt andet vækstrådgivning, ledelsessparring, bestyrelse og eksekveringskraft samt kapital til vækst.

“Størstedelen af de ejerledede virksomheden, vi har kigget på, kan øge værdien med mere end ti gange inden for tre til fem år, og det er det, der er vore målsætning,” siger Jesper J. Elling.

Medejerskab skal betyde en positiv forskel

Og hvordan gør de så det, spørger den opmærksomme læser måske sig selv. X10 Capital & Consulting går simpelthen ind og opkøber en procentdel af virksomheden, hvorefter de i fællesskab med den resterende ejerkreds videreudvikler og accelerer virksomheden over de fortløbende tre til fem år.

Herefter kan henholdsvis X10 Capital & Consulting og resten af ejerkredsen så vælge at sælge virksomheden videre eller beholde den i porteføljen. Det vigtigste for X10 Capital & Consulting er blot, at de kun er medejere af en virksomhed, så længe de føler at deres ekspertise kan bidrage positivt til virksomhedens udvikling.

Selskabet har rejst kapitalen til de første opkøb via blandt andre Vækstfonden. Indtil videre har X10 Capital & Consulting investeret i to virksomheder, men håber at kunne udvide virksomhedsporteføljen op til en syv til otte virksomheder inden for de næste to år.

Læs også

Top