Kom med til Copenhagen Maker Festival i KPH Volume

Foto af Copenhagen Maker

Copenhagen Maker Festival løber af stablen fra den 23. september til og med den 25. september i KPH Volume på Enghavevej 80-82. Det er en helt ny festival med fokus på design, teknologi og gør-det-selv-kultur. Weekenden vil byde på alt fra demonstrationer af verdens største 3D-printer til inddragende workshops, hvor publikum kan lege, undersøge og afprøve den nyeste teknologi.

En maker er en, der gør det selv. Resten af verden har allerede fået øjnene op for maker-bevægelsen, fra den kinesiske regerings store interesse for makerspaces og lokal produktion til USA’s præsident Barack Obama, som ser bevægelsen som en løsning på fremtidens samfundsproblemer. Makerbevægelsen handler i den grad om innovation, oftest med afsæt i ny teknologi og design.

Med Copenhagen Maker kommer den danske hovedstad med på vognen og fungerer samtidigt som et talerør for alle de entusiastiske og skabelystne innovatører, vores lille land kan byde på.

Den største fejring i Skandinavien

Copenhagen Maker er det til dags dato største arrangement, der fejrer makerbevægelsen i Skandinavien. Det bliver tre dage med makere fra hele verden, der kan give deltagere et unikt indblik i, hvad der rører sig af metoder, tanker og projekter.

Her snakker vi alt fra GMO-planter over 3D-print, rundt om CNC-skåret boligudstyr og til udvikling af overvågningsudstyr. Kort sagt, noget for enhver smag.

Talskvinde for foreningen Maker, der står bag festivalen, Louise von Müllen fortæller, at Copenhagen Maker handler om at få åbnet folks øjne for revitaliseringen af håndværksfagene og de muligheder, som den teknologiske udvikling giver.

“Maker-bevægelsen styrker folks evne til at handle og forstå produkter, som i teknologiens og udviklingens navn er blevet fjerne og uigennemskuelige for langt de fleste af os. En bedre forståelse af teknologien og dens muligheder kan være med til at skabe grobund for innovation og lokal udvikling og derved også fremtidssikre vores samfund. Det handler grundlæggende om, at vi skal lære at tænke på en lidt anden måde, end vi har gjort indtil nu,” siger hun.

Makerbevægelsen handler om fællesskab

Makerbevægelsen er kendetegnet ved vidensdeling. Makers organiserer sig ofte i interesse- og vidensfællesskaber, populært kaldet makerspaces eller fablabs rundt om i verden. Her er fokus på deling af idéer, kompetencer, viden og teknologier, fortæller foreningen Maker, som står bag festivallen, i en pressemeddelelse.

Med denne nye festival slår maker-miljøet altså dørene op for alle, der kunne have en interesse i gør-det-selv-kulturen.

Festivalen præsenterer en række workshops, talks og showcases og henvender sig til alle: Både børn, voksne, de barnlige, de design- og teknikinteresserede – og til dem, der bare er nysgerrige. Så pak kreativiteten og det indre legebarn i tasken og kig forbi. Der er aktiviteter hele alle dagene.

Mere info kan findes her.

Top