Rainmaking Summit: Første skridt på vejen til et venskab mellem corporate og startup

Rainmaking Summit

Det var et tætpakket program, der lå for dagen, da startups, corporates og entreprenører mødtes på Takkelloftet i Operaen. Her blev givet en status på tingenes tilstand i erhvervslivet, hvor de store er i fare for at blive disruptet af de små, og de små er i fare for at blive opslugt af de store, hvis ikke samarbejdet mellem corporates og startups forbedres.

Under Takkelloftets tag boblede det af liv tirsdag morgen. Duften af nybrygget kaffe og crossainter spredtes blandt livlige hilsener, da gamle samarbejdspartnere mødtes igen og nye forbindelser blev skabt til Rainmaking Summit. Under overskriften ”your new best friend is the entrepreneur” samledes entreprenører fra hele Norden, og lidt til, for at dykke ned i en forretningshemmelighed, som er begyndt at rygtes i erhvervslivet: Et spirende venskab mellem corporates og startups.

Læs også: Rainmaking Summit viser vejen til venskab mellem startup og corporate

Christiana Vejlø, nok bedre kendt som Elektronista, moderede dagen, som bød på indsigt i blandt andet Unity Technologies, paneldiskussioner med superiværksættere, bud på innovation hos etablerede spillere som Leo Pharma og ISS, pitches og besøg af Camilla Hessellund Lastein

Som Martin Bjergegaard, serieiværksætter og medstifter af Rainmaking, sagde i sin keynote, ”progress always wins.” Store, etablerede virksomheder og brancher, der for sent ser udviklingen komme eller benægter, at det sker nu og ikke om 20 år, bliver løbet over ende. Se mediernes kamp med oplægstallene og Post Danmark svindende størrelse. Corporates har ikke ry for at være first movers, men det er måske ved at ændre sig.

Danmark skal turde for ikke at miste succeserne

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford åbnede ballet med at et spørgsmål, han ofte får. Hvorfor er USA verdensleder inden for iværksætteri? Der er flere grunde, blandt andet mentaliteten og lovgivningen. De er endnu foran i USA, de evige fortryllede marker, som startups ser mod med våde øjne. Og mange succeser flytter da også til Silicon Valley for at skalere for alvor. Hvilket betyder, at Danmark går glip af jobs, penge og unicorns.

Der skal mere vilje til at tage chancer i de store virksomheder. Og Rainmaking Summit er en event taget lige ud af økosystemet, som det ser ud nu, sagde Christian Motzfeld fra Vækstfonden, bestyrelsesformand i Denmark Bridge. Fordi Danmark ikke tør, er vi gået glip af Unity Technologies – som med stifter David Helgason også var at finde til summitten – Skype og Zendesk.

Kæmpeforetagender, der har flyttet forretningen til USA, epicenteret for revolutionen, hvor der tages langt flere chancer. De største sektorer, transport og energi, er under heftig transformation i disse år. Det skal vi ikke gå glip af. Derfor skal vi bygge bro mellem USA og Danmark, mellem corporates og startups.

De store skal tage startupmentaliteten til sig

Etablerede firmaer som Danske Bank og Tryg har dog taget startupmentaliteten til sig for ikke at falde bagud i udviklingens hæsblæsende kapløb. Tryg har blandt andet sammen med Rainmaking oprettet et kontorfællesskab i Ballerup med plads til 300 iværksættere, som bliver opmuntret til at samarbejde med Tryg om forsikringsselskabets udfordringer.

Det i sig selv er en sjov tanke. For er der nogen, der ikke kan lige risici, er det forsikringsselskaber. Men som Michael Hvolgaard, head of portfolio management hos Tryg, sagde, så er det netop fra startups, at de kan lære, hvordan man håndterer risiko og kaos og udnytter den energi derfra til at udvikle sig som virksomhed.

Det er dog ikke altid lige nemt for startups og virksomheder at fungere i symbiose. Corporates er defineret ved nogle regelsæt, og tanker, der stikker for meget ud, bliver mast ned. Det er godt i nogen henseender, men ønsker man mere innovation, skal der være rum til skæve tanker.

Ingen innovation uden business

Derfor er der fra et firma som Leo Pharma vokset en selvstændig del ud, Leo Innovation Lab, som er støttet af moderselskabets fond, men som fungerer som egen innovative enhed. Alle løsninger er tilgængelige for alle, ikke kun Leo Pharma. For her er det slutbrugeren, der er i fokus.

En lignende konstellation har ISS oprettet med ISS Corporate Garage. CFO Thomas Zeihlund trådte ind på scenen med en t-shirt, hvorpå der var trykt, ”Don’t be afraid to fail. Be afraid not to try.” Et mantra der ofte blev gentaget i dagens keynotes og oplæg på Rainmaking Summit. For det er i fejlene, vi lærer, og det er startups bedre til at omfavne end corporates. Hos Leo Innovation Lab fejrer de endda fejlene, og ser ofte tilbage – med stolthed – på deres forsøg.

Men som ISS understregede, så er der ingen innovation uden hård business. Uden business er innovation bare leg. Derfor har ISS Corporate Garage fået kapital af ISS til 18 måneder. Har ideerne ikke båret frugt til den tid, har de ikke fortjent at overleve, var den klare udmelding fra Thomas Zeihlund. Mindsettet er stadig corporate, selvom enheden er flyttet ud af virksomheden.

Et adskilt samarbejde er måske vejen frem

Noget tyder altså på, at et samarbejde kræver en form for opdeling. Mere vidensdeling, javist, men kulturerne skal vokse op sammen, ikke assimileres ind i hinanden. Lidt som China Town i New York. I hvert fald var iværksætter og investor Tommy Ahlers, Heini Zachariassen, stifter af Vivino, Mathias Møl Dalsgaard bag GoMore og Ulrik Bo Larsen fra Falcon.io enige om, at de aldrig ville have kunne starte deres succeser op i en corporate setting. Bygge videre på dem, jo, men ikke starte dem op fra bunden.

For dér ligger i virkeligheden den store forskel; at turde. Vi ved godt, at der sker et skred nu – både startps og corporates. Vi ved, vi alle skal følge med. Men vi skal tale mere om, hvad vi skal gøre og hvordan, i stedet for at blive ved med at tale om, hvorfor vi skal gøre noget, som Jordan Schlipf fra Rainmaking Innovation udlagde det for alle corporates. Vi kan ikke stå som surferen på stranden, der venter på den perfekte bølge, for først at kaste sig ud i det, når bølgen er på sit højeste og snarligt ramler ind over sandet.

Men når et arrangement som Rainmaking Summit kan få udsolgt, tyder noget på, at nu begynder vi at mødes. Og det er første skridt på vejen mod et godt og langt venskab.

Skrevet af

Læs også

Top