Dansk gymnasium får europæisk pris for entreprenørskab

Entrepreneurial School Award

Lyngby Gymnasium bliver torsdag aften hædret i Riga, som det eneste almene gymnasium i Danmark, der arbejder med innovation i alle fag på alle niveauer. Gymnasiet har nemlig modtaget den europæiske pris ‘The Entrepreneurial School Award’.

Der skal mere innovation på skemaet. Skoler og uddannelsesinstitutioner skal fokusere mere på iværksætteri og samarbejde bedre med erhvervslivet. Og lidt sker der da i de danske kommuner. Specielt i Lyngby, hvor ikke bare DTU kipper med entreprenørflaget. Også Lyngby Gymnasium har satset på innovation.

Som det første og eneste almene gymnasium i Danmark, arbejder Lyngby Gymnasium med innovation i alle fag og på alle faglige niveauer. Det har nu sikret dem den europæiske pris ‘The Entrepreneurial School Award‘, som bliver uddelt torsdag aften i Riga.

”Det, som er lykkedes på Lyngby Gymnasium, er at gøre eleverne både innovative og fagligt stærke. Hos os er det ikke enten faglighed eller innovation. Det er både og. Og på Lyngby Gymnasium er det ikke kun undervisningen som er innovativ. Hele vores organisation – vores måde at gentænke gymnasiet er innovativ. At tænke løsningsorienteret og kritisk er to af fremtidens vigtige kompetencer. Det kan vores elever,” siger Camilla Rye, rektor Lyngby Gymnasium, i en pressemeddelelse.

Skolen betragtes som en rollemodel

Hun modtager torsdag aften prisen sammen med innovationskoordinator Iben Lundager Rausgaard. I alt får 17 skoler i 17 forskellige lande prisen, som hædrer skolernes pionerarbejde med innovation og entreprenørskab i undervisningen.

Fonden for Entreprenørskab har været med til at indstille Lyngby Gymnasium til prisen. Fonden er medlem af JA Europa, som afholder konferencen ‘Celebrating Entrepreneurship Education in Europe’, hvor prisen uddeles.

”Lyngby Gymnasium vinder prisen, fordi de ikke lærer eleverne om innovation og entreprenørskab. De laver innovation og handler entreprenørielt. Alle elever lærer at udvikle innovative ideer, producere og teste prototyper og kommunikere disse ideer til eksterne partnere. Skolen allerede betragtes som en rollemodel,” skriver JA Europe om, hvorfor Lyngby Gymnasium har fortjent prisen.

Innovation kræver faglighed

På Lyngby Gymnasium er de glade for anerkendelsen.

”Innovationsdidaktik er ikke et alternativ til den almindelige undervisning, men en overbygning. Men kan ikke tænke innovation uden faglighed. Eleverne bliver dygtigere, fordi de er mere motiverede og engagerede, når de løser virkelighedsnære problemer. På Lyngby Gymnasium arbejder vi med dannelsen af det hele menneske – et homo innovaticus,” siger Iben Lundager Rausgaard i pressemeddelelsen.

Skrevet af

Læs også

Top